Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Om Eugène Delacroix (1798—1863), århundredets største gjennembrydende maler- geni, samles denne kreds af selvstændige, som den officielle salon ikke kunde bruge. Og side om side med mesteren, et hode lavere end ham, står de to unge malere, som fremfor andre skulde bli fremtidens bærere, Manet og Whistler. Ligesom selvfølgelig og i største naturlighed er de her mødtes i hyldest til den moderne kolorismes fader. Ikke som selvforglemmende elever, men som selvbevidste efterfølgere står de der, en på hver side, grundforskjellige af anlæg og temperament, vidunderlig karakterfuldt op- fattet i holdning og udtryk: Whistler poserende og udfordrende med en buket i hånden og blikket vendt mod publikum, Manet jevn og naturlig med et lunt smil og hænderne i bukselommen.1) I et andet gruppebillede Atelieret i Batignolles eller Hommage å Mauel (i Luxem- bourg) malte Fantin-Latour syv år senere den kreds, som slulted sig om Manet igjen: Renoir, Bazille, Monet og Émile Zola, Manets uforfærdede forkjæmper. De to billeder taler afgjørende om sammenhængen i moderne fransk malerkunst. Med Delacroix hænger alt det sammen, som i fransli maleri efter ham betyr farve og strøg og lys. Han forløste farven i malerkunsten og gav den selvstændig materiel eksistens, skabte påny i maleriet stoflighedens skjønhed, la belle matière. Han frigjorde penselen og lærte den det brede strøg, la belle pratique. Og endelig: han slap lyset ind over den franske malerkunst og brød først vei for den dekompo- nerende teknik, som impressionismen og neo-impressionismen bygger på. Men først og sidst hævded Delacroix individualitetens ret i kunsten overfor alle skoleretninger og dogmer, sprængte maleriets vedtagne snevre emnekreds, gjorde kunsten til en tempera- mentssag og overgav den helt til fantasien, som ikke kjender forskjel på godt og ondt og er blind for alle moralbud.2) b Billedstoffet til denne indledning om fransk malerkunst må suppleres gjennem følgende benyt- tede værker: Roger Marx’ store billedværk Exposition centennale de l’Art Français 1800—1900, samme forf.’s uddrag af dette Etudes sur l’Ecole Française; Gonse og Lostalot: Expos, univers. 1889, Les beaux- arts; Muther: Gesch. d. Malerei im XIX Jh. I—III (1893—94) og samme forf.’s lille oversigt Ein Jahrh. Franz. Malerei (1901); Meier-Graefe: Entwicklungsgesch. d. modernen Kunst (1904) B. III; K. E. Schmidt: Franz. Mal. d. 19. Jh. (1903); »Sludiois to specialnummere Corot and Millet (1902) og Daumier and Gavarni (1904); Sensier’s bog om Millet, Duret’s monografier over Manet (1902) og Whistler (1904); v. Tschudi’s og Liebermann’s brochurer om Manet og Degas, Müther’s, Meier-Graefe’s og Singer’s småbøger i serien Die Kunst om Mittet, Manet, Whistler, Neo-Impressionismen etc.; J. Cartwrigt’s artikler om Millets tegninger i Burlington Magazin 1904; Mauclair: L’Impressionisme (1904); Heilbuth: Die Impressionisten (1903), de illustrerte Salon-kataloger, etc. Desuden forskj. artikler i Gazette des beaux-arts, Bevue de l’art ancien et moderne, Art Magazine, The Studio, Kunst u. Künstler, Die Kunst für Alle, Zeilschr. f. bild. Kunst, Kunslchronik, Kunstbladet (1888 og 1898) etc., etc. b Delacroix’ geniale og fængslende kunstnerpersonlighed har jeg nærmere behandlet i en særlig studie, som foreligger i manuskript, og hvortil der henvises, når den blir trykt. 2