Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

OLAF ISAACHSEN. ladende alle intetsigende, forstyrrende detaljer, med kraft markerende det karakteristiske, altid oiet henvendt på linjernes skjønhed og variation : tla ligne courbe contre la ligne droite* — samt massernes storhed. Hans tegning forenede naturens livlighed, antikens noblesse og de gamle mesteres videnskab og finhed.« Derpå beskriver han meget anskuelig Coutures maleteknik: »Når han havde undfanget en idé, gjorde han først en flot oljefarve-studie, derpå detaljerede sortkridtstegninger efter samme modeller i samme situationer. Med skissen og disse samlede studier for øie gjorde han optegningen på billeddugen, ved hvilket arbeide eleverne var ham behjælpelig; derpå en let undermaling, frotlie, med transparente farver. En sådan undermaling så stundom ud som en sepiategning; ofte var også farvenuancerne, navnlig lokaltonerne, angivne og gav indtryk af en fuldstændig akvarel.1) Denne undermaling tørrede fra dag til anden, idet frollien var gjort med sauce — en stærk siccatif af lin- oljcfernis og terpentin. Når han da skulde igang med den egentlige maling med meget tørrevne, kompakte farver — des couleurs broyées serrées — saucede han først ind skygger og halvtoner med bitume, tilsat med rødt, blåt eller sort, efter omstændighederne; røgte så en cigaret, hvorefter denne indsaucing var seig. Nu hensattes lyset på det tørre; derpå slæbedes halvtoner og skygger ind i den seige bituminøse masse med langhårede pensler, sådanne som anvendes af dekoratører for limfarve. Denne metode gav stor klarhed i skygger og halvtoner og det ruflede lys stor lustre. Han malede mosaikartet, idet farverne blev meget lidet blandede på paletten, så al man altid kunde distinguere moderfarverne i enhver tinte: han dekompone- rede altså farven ligesom impressionisterne nutildags; det gjorde også Paolo Veronese, Bubens og tildels Velâzquez — en hovedgrund til bevaringen af deres farvers vilalile; de vil aldrig undergå forandring.« Jeg citerer disse detaljer såvidt udførlig, først fordi de forklarer, hvorledes Isaach- sen selv kan ha opnådd den dyhe farveglød i enkelte af sine hilleder, dernæst fordi de kaster et streif af nyt lys over en vel meget i haggrunden trængt personlighed i franslc kunst. Isaachsens dyhe beundring for Couture stemmer ikke med vore dages »justerede« kritik over denne engang så berømte »eklektiker« ; Coutures kunsthistoriske aktier er sunket voldsomt i kurs, men uden tvil under deres sande værd. Ganske vist: de store forventninger, som han i ungdommen vakte tillive med sin Romerske orgie fra for- faldstiden, dem skuffede ham. Den overvættes henrykkelse, hvormed dette værk blev modtat, da det fremkom i 1847, hæved hans selvfølelse til urimelige høider, som han selv var bange for at dumpe ned fra. Han blev ængstelig for at udstille og for at gi et arbeide fra sig som færdigt. Derfor ødede han sin kraft på utallige forstudier, og sine store planlagte kompositioner Keiserprinsens dåb og De frivillige i 171)2 efterlod han ufærdige. Men uden tvil var Couture en rigt begavet og høit kultiveret kunstner. Alene den vakre, suverænt tegnede studie i vort kunstmuseum beviser det.2) Og i ethvert fald har Couture været en ganske sjelden lærerbegavelse, metodisk og over- legen i sin kunnen og tekniske viden. Man bør nødig glemme det, at såvel de franskes ypperste moderne maler Edouard Manet som den nu så høit skattede lyske ') Sammenlign den store studie eller undermaling al en siddende ilalienergut med mandolin, som Couture skjænkede Isaachsen, og som fra ham kom i Kunstmuseet i Kristiania. 2) Et af hans mere bekjendte billeder Falkebæreren findes i kopi af Adolf Tidemand i Bergens Billedgalleri. 120