Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

OTTIAARENE. Så omtrent fortoner sig tankegang og stemninger i den lille stridbare kreds af unge naturalister og impressionister i begyndelsen af oltiårene, som satte Kristiania gode selskab og den ledende presse i oprør ved sine forargelige billeder, sine storm- fulde protestmøder, sin deltagelse i boheme-bevægelsen, sin klikke-jargon og sit glade liv. Mangt og meget af, hvad der dengang blev malt, talt, skrevet og skrålet, må nu forekomme os forunderlig fremmed. Mangt et ord, som dengang klang som en fan- fare, har nu en sprukken klang. Sætninger, som dengang dirrede på læben, står nu, når vi blader i tidens offentlige indlæg, som selvfølgelige trivialiteter eller som tørre doktriner. Den reaktionære kritik fra den tid kan man ikke engang tale om, den virker ved gjennemlæsning som en samling af uhyrligheder. Men selve de unges radikalisme må forekomme vor unge slægt fjærn og uforstålig. Tiden har skiftet syn på værdierne. Ottiårenes høirøstethed og kameratslige klump-opposition synes plump og unødig pralende for en slægt, hvis idealer snarere går i retning af selvfordybelse og isolering end i retning af samfundskamp og gruppedannelse. Og den stærke tro på virkelighedens eneret, som lå bag deres kunstnerkamp, den er rokket. Nu for- undrer den freidighed, hvormed selv de klogeste blandt naturalisterne brød staven over al fantasikunst. Det næste slægtled var i mangt og meget skuffet i sine forhåbninger. Ottiårenes stærke tro havde forespeilet herligheder, som ikke indfandt sig. Og de unge (kasted sig såret eller kjede over i naturalismens og positivismens modsætning. Der fulgte en generation af tvilere og sværmere, af dekadenter og nyromantikere. Den unge slægt stod under en ny idealismes tidetegn og så i fantasien kunstens rette hjemland. Denne unge slægt havde vanskeligt for at forstå og vurdere ottiårenes hård- hændte positivisme. Man var også tilbøielig til at undervurdere dette tidsi ums l<unst- neriske produktion. Men allerede synes denne nyromantiske bevægelse at ha kulmineret og de stærke pendelsvingninger er alløst af en underlig stilstand. Man spør hinanden, hvad blir det næste? Mon dog ikke virkeligheden i dens håndgribelige skikkelse er kunstens nærende moder? Den historiske kritik, som har til første pligt at kjende forudsætningerne og dømme ud fra dem, og som ser sit mål i at skille det, som har blivende værd, fra mode og gjøgl, den vil neppe komme til at dømme naturalismen og ottiårenes kampe ettei nyidealisternes mål. Der blev, sandt at sige, i disse ottiår frembragt en ganske overordentlig mængde god kunst i vort land — en uforholdsmæssig stor mængde for et så lidet og fattigt 164