Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EILIF PETERSSEN. som skulde fremstille Lucrezia Borgia som danser for paven. Han arbeided i llere år med ideen, gjorde grundige studier i litteratur og gammel kunst (bl. a. for kostumernes skyld), og havde til veileder ingen mindre end Gregorovius, Lucrezias berømte tyske biograf. Han var allerede kommet så langt, at kompositionen forelå i et grundig gjennemtænkt og klart forarbeide af meget malerisk virkning — da et voldsomt an- fald af malaria tvang ham til at flygte fra Rom og det romerske historiebillede. Senere er arbeidet desværre ikke blit gjenoptat. Med den staselige komposition i forarbeidet for øie må man høilig beklage, at ikke kunstneren fik udfolde sit festlige koloristtalent og sin rige kundskab og kultur i et »historiebillede« som dette, der selv- følgelig var tænkt med figurer i fuld legemstørrelse. Selv for historiebilleder har jo det ord sin gyldighed: alle genre er tilladt undtagen den kjedelige! I Rom, i 81, blev også den store altertavle i Jacobskirken til — Hyrdernes lil- bedelse, som kanske er Eilif Peterssens betydeligste arbeide (afb. side 169). Her blander sis på en fængslende måde kraftig virkelighedsiagttagelse og ihærdigt modelstudium med stærke indtryk fra galleriernes gamle kunst. Det er kanske ikke nogen særlig følelsestærk eller sjælfuld skildring at den hellige nat, som billedet gir, og navnlig forblir den hellige moder os temmelig ligegyldig. Men det er et stykke maleri, som ei glædeligt loi øiet med sine koloristiske kontraster, sine klare typer og sit bevægede liv. Vakrest ved hele billedet er natten derude — den dybe blå natteluft med seilende månelyse skyer, set gjennem den abne ruin, tiltrods for malerens erklæring om, at han »aldrig har været synderlig glad i Ribera«, må det med den knælende gamle hyrde i foigrunden være tilladt at la tanken søge tilbage til hin store spanske naturalist, som har havt så meget at bety for mange moderne malere. Også for Kristiansands Domkirke og Korskirken i Rergen har Eilif Peterssen malt alterbilleder med motiverne Kristus i Emmaus (1887) og Kristus i Gethsemane (1889). Da Eilif Peterssen i 83 kom hjem til Kristiania, var det med det faste forsæt at »bygge og bo« hjemme, det la han for dagen, da han straks gik igang med at opføre en stor atelierbygning på Hægdehaugen. Hjemme var da kunstnerstriden på sit høieste, og Eilif Peterssen var ikke i tvil om, i hvilken leir han hørte hjemme. På sin måde, kjæmped også han naturalisternes kamp med som ærlig kunstner, god kamerat og fint menneske, loyal til alle sider. Han havde jo for så vidt mere at sætte ind end nogen anden, ingen havde en så almindelig anseelse, et så godt og respektind- gydende kunstnernavn. Hans tidlige modenhed, hans begavelses art, hans europæiske ry, hans humane personlighed og fine dannelse, samt en social position, som var bedre end de flestes, gjorde netop ham til den selvskrevne mellemmand mellem »magterne«. Når der skulde forhandles og afværges altfor truende konflikter, var Eilif Peterssen god at ha. Og således blev just han som den, der havde tillid i begge 182