Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HANS HEYERDAHL. Kunstforening) og lidt senere malte han efter en kjendt Kristiania-model den deilige aktstudie, som nu er i Olaf Schous eie. Der er over disse billeder af nøgne gutter og piger, ofte set i sollys.mod en bag- grund af salt blå sjø, en gylden ambratone og en vellystig sødme i formen, som kunde friste til at kalde Heyerdahl for »Nordens Renoir«. I det hele er der ved Heyerdahls talent ofte noget som bringer i erindring denne store franske maler, af hvem han turde være let påvirket, — noget som taler stærkt til sanserne, noget blødt og kvin- deligt, på en gang friskt og sødmefyldt. Selv hans landskaber kan gi dette sensuelle indtryk af myg og lubben yppighed. Der var på kunstudstillingen i 1893 et landskab af Heyerdahl, som hed Høst. Det fremstilte en norsk bondegård med røde låvebygninger og i forgrunden en dam, hvor ænderne grasserte. Men som delte røde lued i solen, som vandet var tindrende blåt, som terrainet var bredt og saftig henstrøget og bjærkene stod bløde og løvrige mod en blød og fugtig luft, gav billedet en høststemning så fyldig og moden, som den over- hodet kan fornemmes her oppe i Norden. Alene en sanselig og ødsel kolorist — en kunstner af Renoirs type — kunde ha malt den. Og i andre billeder fra det lune Åsgårdstrand har Heyerdahl malt sommeren med bugnende bjærkeløv, som strækker sig op i den blå luft eller luder over sol- lunkne bølger. (Et af hans høisommer-bitteder hænger i Stockholms Nationalmuseum). Men desværre har ikke altid Heyerdahls kunst været inspireret og næret af natur som i disse arbeider. Han har en let hånd og vistnok også et let sind. Han har også malt løse ting, flygtige landskabstemninger, sødladne studiehoder, som hører hjemme i julehæfterne, og trivielle figurbilleder, der som det store En tilståelse be- tænkelig nærmer sig familiejournal-genren. Og fornemmelig har han overfor portræt- bestillinger, som ikke har interesseret ham tilstrækkelig, faldt i den fristelse at drive overfladisk smiger med sin altid smidige pensel. Derimod ligger der sikkert et alvorligt arbeide og overhodet en kra ftanstrængelse til grund for hans forskjellige forsøg i den komponerende fantasikunst, som han i nittiårene gjenoptog med mythologiske emner. Charons bådfærd, Helheimr, Brunhilde, Odin og Voltten eller Thor og Midgards- ormen — heder en række store og små tilløb til at skabe det, som Heyerdahl selv med noget uklare begreber har bebudet som den ene fornødne »pangermanske« kunst. Modsigelseslysten og paradoksal, som Heyerdahl er, har han ofte stillet sig i en lidt irriterende opposition til den kameratflok, som ellers holdt så godt sammen om naturalismen. Da han nu selv i modvilje mod hverdagsrealismen vilde lave program- kunst og styred ind i Böcklinske farvande, fik han ingen tilslutning blandt kollegerne og mødte ingen forståelse hos det til naturalisme nu opøvede publikum. 194