Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

TEGNESTIL. Og omkring folkelivskildringen har tegneren — også i dette en tro efterfølger af Asbjørnsen — lagt en ramme af natur. Norsli Østlands-natur, yndefuld og duftende, nyt set — skog og hei, vand og myr, tun og utmark, men også dyr i skogen og dyr på gården — den sommerdag og den vinterkvæld, som eventyrene har hentet sin poesi fra, sit lyse lune og sin troldske uhygge. Werenskiold har som tegner en personlig stil, og den fandt han næsten straks. Selv mener han, at Rembrandt kan ha havt betydning for udformningen af hans pen-teknik. »Men før jeg omtrent kjendte nogen eller noget af kunst, opmuntrede Middelthun mig til at bruge pen, og Lindenschmit fortsatte; — begge sværmede mærkelig nok for pennetegninger.« Hans tegnestil er malerisk. Midlet er den spidse skrafferende pen, hvis fine strøg i nogen afstand flyder sammen til en sammenhængende tone, en tone af en egen klarhed og luftighed. Hans manér er en striregn af streger. Med dem søger han at omsætte farvernes toneværd (ualør) i sort og hvidt. Og med dette maleriske mål for øie undertrykker han omridslinjen, svøber figur og landskab i en synlig atmosfære og smyger luft om hver fast gjenstand. Det er friluftsmaleriets princip, som dæmrer i denne valørsøgende tegnemåde. En anelse om impressionismen bævrer i luften. På en fuldkommen ideal måde har den danske xylograf F. Hendriksen gjengit tegningernes karakter og tone i sine mesterlige træsnit til de Gyldendalske udgaver af eventyrene. 207