Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ERIK WERENSKIOLD. Ud fra enkelte af hans landskaber klinger sart og vart en egen blid og nynnende lyrik. Og den lange række af barnehoder, han har tegnet og malt, røber en ømhed, som hans mandig kyske natur helst dølger. Hans kunst er solid, hans arbeidsmåde grundig. Men hans kunst har megen ynde. Der er et fortryllende skjælmeri over et billede som Telemarkjenter og fuldt op af humør i eventyrtegningerne, et humør, som dog altid vogter sig for at bli overgivent. Forøvrigt ligner hans kunst ham selv — en høi, klar, tænkende pande, et par stærke, blå, rolig forskende øine, en blød og bevægelig mund. Hans tale er knap, selvsikker, ofte med en belærende tone, og han har en gang, som er fuld af energi. Erik Werenskiold står nu midt i vort folk ikke bare som en af de ypperste kunstnere, det har frembragt, men også som en mand, en karakter af sjelden fast og vakker bygning. Det forhindrer ikke, at han har vist kløgt og tillæmpningsevne i sin kunstpolitik. Almeninteresseret og indflydelseskjær som han er, opofrende indtil overmål for offentlige krav på hans arbeidskraft og energi, indtar han overhodet en stærkt fremskudt plads i vort åndsliv, stadig udpeget til kunstneriske tillidshværv, stadig ivrende for at styrke og befæste den nationale tradition, som han og hans kamerater har søgt at grunde eller gjenvække i norsk kunst og i norsk kunstliv. 226