Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CHRISTIAN KROHG. En ting er der at si på disse billeder, og indvendingen rammer mere end sådanne tidlige arbeider al Krohgs produktion: det er en betænkelig litterær kunst. Der hænger noget genrehaft i fra Tyskland. Og noget sentimentalt. Krohg er nemlig ikke bare i besiddelse af et par sunde og nydedygtige malerøine, han har sik- kerlig også et blødt hjærte. Og han er som maler så uheldig at være begavet med forfattertalent. Af og til har han været inde på det at male noveller med tendens. Men det er lige forkasteligt for en god maler som Krohg at male litteratur, som det er for de dårlige tyske malere, og det er lige kjedsommeligt, når malerkunsten vil moralisere, enten det så er i England eller i Norge. Men Krohg har heldigvis været sig denne sin svaghed bevidst og tidlig kjæmpet mod den; som regel har hans sunde sanselige malerøie seiret. To billeder fra denne hans tidlige tid viser ham helt og holdent som maler og som en pragtfuld koloristisk begavelse. Eilif Peterssen eier det ene af dem — en gammel, styg kone, som skjærer brød. Det er malt på Skagen. Hun står i profil i natkappe og en blågrå nattrøie foran en hvidkalket kjøkkenvæg og skjærer op kvældsmat af et digert rugbrød, som hun trykker ind mod brystet. En kop fuld af smør står foran hende på bordet. Men aftensolen falder ind og forgylder væggen, glimter i daguerotypiernes glas og luer i smørret. Og det gyldne skjær gyder sig over den gamle kone og hendes plumpe hæderlige ansigt som er rynket og lærbrunt som hænderne, lidt lysere end det brune grovbrød. Billedet er ægte og simpelt som en gammel hollænder, men bredere, kraftigere malt og koloristisk idel lyst for øiet. Det andet billede er det portræt af en sgg pige, som Olaf Schou eier, og som første gang afbildes her. Krohgs malerier er som regel ikke dateret, men dette må være malt i 80 eller 81. Billedet er helt sikkert et af de bedste i norsk malerkunst, og personlig føler jeg mig overbevist om, at det hører til den kunst, som vil leve igjen efter det 19de år- hundrede. Enkelheden og intensiteten i det kan enhver dømme om allerede efter reproduktionen. Men farvens simple skjønhed forhøier umådelig indtrykket. Der er de tre modsætninger af hvidt i puden, i nattrøien og det bløde uldtæppe, og dertil barnets voksfarvede ansigt. Og så klinger der ind noget gulbrunt og violet med håret og de blanke stollæner, med horden på uldtæppet og dynetrækket oventil. Mere ligefrem kan ikke en malerisk opgave tænkes grebet. Vanskelig kan man også tænke sig en mandigere og mere umiddelbar følelse for det menneskelige, den indeholder. Man står overfor dette syge barn og kjender det, som var det ens eget, og samtidig er der noget i blikket, som minder om et sygt dyr. Klageløst binder det 244