Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KROHGS PORTRÆTTER. Og til lods- og sjømandsbillederne kommer portrætterne. Ved siden af Weren- SKIOLD er Krohg den bedste norske portrætmaler før Munch. Umådelig forskjellige er de to — Werenskiold med sin granskende, kjæmpende, gravende karakteristik, som går i dybden efter sjælelige nuancer og rundt om på overfladen efter rigtighed — og Krohg, som rammer med et friskt øies uforfærdede, glubske sekraft. Et millieuportræt så raskt og malerisk og spirituelt som det, han i 83 malte af Gerhard Munthe i sin pels i Grand Café med gamle Reinhold Bolls silhouette i bag- grunden (afbil. side 143), det er i norsk kunst noget tilsvarende til de billeder som Frans Hals har indstillet over livsglade haarlemske kavalerer, og til de portrætter som Manet har malt fra sin tids Paris. En mere øiebliksglad, overfladisk verve har ikke norsk kunst drevet det til. Og hans helfigurportræt af Johan Sverdrup (afb. side 147) hvor er det ikke frap- perende karakteristisk i holdning og gebærde og mise en cadre — den lille intense og elegante, tilknappede mand i det store mørke billede! Mange fortræffelige portrætter har Krohg malt, navnlig i ottiårenes begyndelse — Frds Thauloiv foran et af hans lyseste vårbilleder (82), redaktør Thommessen, Olaf Hansson og Gerhard Gran (alle fra 84) — særlig det sidste et livagtigt og dekorativt portræt — og fra senere år det godt karakteriserte billede af den skeptiske og kunst- forstandige »Collega« (bibliothekar Fr. Olsen). Kvindeportrætter har han malt færre af, blandt dem et billede af Constance Brun (85) og mesterværket blandt hans por- trætter, det noble og indtagende billede af den gamle frøken Krohg i Kunstmuseet (93). Nylig var der at se på en Krohg-udstilling i Kristiania et barneportrcet fra nittiårene, som i malerisk bredde og kraft formelig minded om Rubens. Ved redaktør Thommessens velvilje afbildes det første gang her; det fremstiller hans lille datter. Men det står desværre ikke til at nægte, at Krohgs kunst i senere år har været betænkelig ujevn. Det Leif Erikssøn-billede, som han i 93 leverte til Amerika, havde vistnok ikke noget af det, man forestiller sig ved »historisk« stemning, men billedet fik dog en urimelig hård medfart. Derimod kunde man ikke vente sig andet end det komplet mislykkede, nål- man falder på at sætte Krohg til at illustrere Snorre; få opgaver ligger ham fjernere. Men også hans billeder fra sjømandslivet fra de senere år har været yderst ujevne. Overfor enkelte af disse frembringelser af en letsindig overproduktion har man uvil- kårlig fåt det indtryk, at malerkunsten har tabt sin interesse for ham. Men så kan der af og til mellem mange ligeglade og løse ting komme et billede, snart et portræt, snart en skildring fra sjølivet, hvori hans energi og mandige bravour triumferer som i gamle dage, og da fatter man nyt håb om, at denne store maleriske kraft endnu ikke skal ha afsluttet sin udvikling. 258