Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GERHARD MUNTHE. I den kreds, hvor Eilif Peterssen var den mest hensynsfulde, den noble og vindende personlighed, hvor Krohg var den hensynsløse kraft, Werenskiold den seige energi og Thaulow det lyse humør, var Gerhard Munthe den spirituelle og bizarre fantasi. Det var ham, som sa de forløsende vittigheder og i det hele tat var den »kuriøse«. Han har en egen lun måde at tale på, og han taler gjerne, men hans jevne talestrøm sprudler af indfald og åndrigheder og paradokser. Munthes kunst er som hans væsen på en over- raskende måde dobbeltartet. Op fra en underbund af jevn naturlighed, hvor gode borgerlige egenskaber trives, gror der i lunefuld vildvækst en eventyrlig indbildning. I dette ievne GERHARD MUNTHE. J O O J gemyt med dets stærke hjemmekjærhed, dets trofast- hed for barndomsindtryk, dets glæde ved det, som er lunt og koseligt og troskyldigt, bor der en åndrighedens djævel, som er både raffineret og koket, og som af og til får lov til at boltre sig løssluppent. Og bagenfor aner man fantasiens vidtstrakte mørk- lofter, hvis forunderlige inventar og troldske beboere hverken han selv eller andre ved rigtig at finde rede i, men hvorfra hans kunst nu henter rigelig næring. Dog var det først sent, at Munthes anlæg for fantasikunsten kom til gjennembrud. Han begyndte som blot og bar landskabsmaler, og han blev naturalismens syn oprigtig hengiven. Tidlig i hans produktion greb Munthes kunst fæste i følelsen for hjem og egen folkeart. Og viljen til nationalt særpræg er stadig øket i hans kunst. Den har her en kraftig nærende rod, som den skylder meget af sin friskhed og sin saft. Lige fra først af, da han kom hjem fra udlandet, var han på det rene med, at for ham gjaldt det at gjenfinde sin egen barndoms og ungdoms indtryk i en natur, som i ethvert fald var beslægtet med den, hvori han var vokset op som barn og havde færdedes som ganske ung. Og Munthe blev det østlandske landskabs maler. På østlandet fandt jo igrunden alle naturalisterne sine motiver, undtagen to, tre af dem, som var født vestlændinger, og som for sit vedkommende navnlig i .læder- naturen fandt en tilsvarende jevnhed og enkelhed, som de andre søgte på østlandet. Alle som en havde de skræk for at male »Turist-Norge«. Men få landskabsmalere taler i sin kunst en så afgjort østlandsk dialekt som Munthe. Bag det europæiske væsen har Munthe vel konserveret landsgutten i sig. Han holder af at bo på landet og har næsten altid gjort det. Men det er ikke så meget 2GG