Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KITTELSEN - EN STREIK - EKKO. Siden kom han med stipendium til Paris, men likte sig ikke, og næste gang han reiste hjemmefra, blev det igjen til det gemytlige München. Dette sidste ophold varte i.4% år.. Derpå følger de år hjemme i Norge, som han selv har karakteriseret som den tid, »han gik på krav til Nordenvinden for at få ret på melet, som han blåser væk for mig. For jeg henter jo bare mel til mor, og så kommer Nordenvinden — !« Ejendommelig nok begyndte Kittelsen som udpræget realistisk genremaler med social tendens. Det var i de år, da ideerne fra En fallit og Samfundets støtter gjæred stærkest i sindene, og de sociale problemer trængte på og kræved plads i kunsten. En streik (1878) heder det første større figurbillede, Kittelsen sendte hjem fra München, kør Chr. Krohg eller nogen anden tar han her op et emne fra arbeiderstandens liv og stiller samfundsmodsætningerne skarpt op mod hinanden. Arbeiderdeputationen har fremført sine krav og står ærbødig afventende foran de to principaler i det komfortable kontor. Lyset fra en stor hængelampe falder klart over arbeidsherrerne og deres forretningspapirer på det grønne bordklæde og streifer arbeiderflokken, som taber sig i mørket. Situationens alvor er indlysende. Men den ene principals argumenterende ro og den andens ildevarslende nonchalance tyder ikke på, at streiken vil få en for arbeiderne heldig løsning. Billedet var nokså »sort« malt, men klart komponeret og gjennemarbeidet med kraftig karakteristik af typerne. Alene kjærringerne, som trænger på inde i mørket bag arbeiderne, er flygtigere behandlet og bringer karikaturtegneren i erindring. Dette billede står imidlertid alene i Kittelsens produktion som et lykkeligt expe- riment i oljemaleriet og i den alvorlige samfundskildring. For i grunden er han hverken oljemaler eller realistisk samfundskildrer. Han er for meget fantast og hu- morist til at være nogen af delene. En djærv pen-tegning som den næsten DAUMiER-agtige kneipescene (fra Mün- chener-tiden), der første gang afbildes her, er mere »Kittelsen« end det grundige billede af streiken. Hans næste store genrebillede Et gadefund (82), som fremstiller en bortløben unge, omringet af gamle kjærringer, vakte opsigt, men var i grunden en dårlig malt mellem- ting af karikatur og maleri. Derpå fulgte fra Kittelsens hånd en række slemme småbilleder, som han malte sammen nede i München, barokke og umaleriske påfund af den mest afvekslende art. Men indimellem maler han et enkelt større udmærket billede, et landskab med figurer, som han kaldte Ekko. Billedet fremstiller en brat norsk fjeldvæg, som går lukt op i rammekanten og speiler sig i blankt vand nedenunder. På vandet ligger en liden båd med nogle små mennesker i, landsens gutter og jenter, og en af 298