Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

LE PEINTRE DU VENT. Men Diriks’ kunst har unægtelig i de senere år vakt en ganske betydelig opmærk- somhed ude i Europa, navnlig i radikale kunstnerkredse i Paris. Hans kolleger hjemme har havt vanskelig for at forstå denne «succes«, ikke kunnet forklare sig den og tildels draget den i tvil. Men den er dog et faktum. Forklaringen er simpelthen den, at et kunstnersamfund som det parisiske er så overtræt af tomme raffinements, at netop den ru, brutale kraft øver sin tiltrækning, når den bærer bud fra et ægte temperament. Og det er det, som Diriks’ gode billeder gjør. Der er humør i hans maleri — ialfald dårligt humør. Der står en skarp træk- vind fra surt veir på fjorden ind mellem bergknauserne og ind i de gisne små skip- perhus. Der fyker og stormer og uler og tuder af væmmeligt vinterveir i hans billeder, og man føler, hvor maleren elsker delte ækle veir og væmmes ved de »hyggelige« mennesker. Der er et evigt sub og sjap og sørpe på veier og brygger, og tåken ligger og vælter ude i fjorden over bragende driv-is. Men blæsten huier og hviner igjen, klaprer i porter og løse lemmer, letter på tagsten og strammer i bådenes fangliner. Det er vor egen kjære, ugjæstmilde norske strandvinter, som taler gjennem denne kunst, og derfor holder vi af den. Og det er det, franskmændene også skjønner, og derfor gjør de den ære på Diriks — le peintre du uent — som hans landsmænd endnu ikke har gjort. 327