Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FREDRIK KOLSTØ. fîsketori). Med sin realisme og djærve brede paletkniv-teknik gjorde Strilen stor opsigt på 2den høstudstilling og bidrog meget til snakket om »klattemaleriet«. Vinteren efter var Kolstø igjen i München og om våren en tur i Paris. Her gjorde impressionisternes farvedekomponerende teknik stærkt indtryk på ham, og da han atter var hjemme i Norge, satte han al sin evne ind på at drive sin teknik op til samme illussoriske kraft, som han havde set i Paris. Efter et nyt Pariser-ophold i 85 malte han da et Atelierinteriør, som vel er det bedste Kolstø har gjort, og som Trond- hjems galleri kan rose sig af at eie. (Afb. side 163). Det er et fuldkommen impressio- nistisk billede, malt med vidtdreven dekomponerende teknik som den, pointelisterne bruger. Billedet fremstiller et broget hjørne af en malers atelier (Hjalmar Johnsens) med gamle møbler, kunstsager og tæpper, alt malt med en forbløffende illuderende virkning; frit og godt i rummet er hensat maleren selv og et par andre figurer (han som sidder i pels er Gløersen). På nært hold lægger man mærke til, hvorledes f. eks. malerens marineblå dragt, rent på pointelisternes vis, er isprængt med zinober-prikker, som i tilbørlig afstand flyder sammen for øiet med den blå farve. Og man spør sig selv, hvorledes dette utilhyllede »klaltemaleri« kunde bli tålt og kjøbt i Trondhjem på et tidspunkt, da idealet af malerisk teknik repræsentertes af glatstrøgne Bennetterske mariner og Axel Enders sødladne genrebilleder. Efter dette billede, som vakte den største opsigt i kunstnerkredse, kunde Kolstø med statens stipendium drage til Italien, og herfra sendte han hjem til næste høstud- stilling en række lysfyldte billeder fra Capri. Muligt, at disse hvidkalkede loggiaer, som var oplyst i hver en krok af reflekser fra det dirrende solskin udenfor, savned en solid stofvirkning, og at maleren i sin stræben efter lys og klarhed havde gåt for høit i tonen. Jeg tror nok, at billederne vakte mere forundring end bifald; men som de står for min erindring, var de et interessant og dristigt tiltak til noget nyt. Imidlertid synes vor kjække impressionist at ha mistet modet; han fortsatte i ethvert fald ikke med sit lysmaleri. Kolstø har senere mere og mere fjærnet sig fra impressionismen og er lidt efter lidt faldt tilbage i sine gamle münchener-traditioner. Efter et ophold i Kjøbenhavn udmærkede han sig ved et par fortræffelige lampelys- interiører, som var udstillet i Kunstforeningen. Men senere har hans frembringelser været af en temmelig vekslende og for afslebet art til at virke personligt. Først i por- trætterne af Knut Bergslien (1897) (se afbildningen I, s. 232) og Amaldus Nielsen (1900), begge i Kunstmuseet, har han atter frembragt arbeider, som fængsler ved en djærvere behandling og mere indgående karakteristik. Siden våren 87 har Kolstø bodd hjemme i Norge. Først i Bergen i 4—5 år, hvor han holdt en malerskole gående i vintermånederne, mens han helst tilbragte 329