Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GUSTAV WENTZEL. Aldrig har sensationen snublet over et mindre sensationelt kunstværk. Billedet fremstiller simpelthen en gammel hæderlig håndværker ved høvlbænken i sit grøn- panelte værksted; han arbeider, så sponen fyker, mens det durer i ovnen under lim- potten. Alt er malt på den mest ligetil og naturtro måde, detaljeret og omhyggelig og flittig. Det publikum, som ikke hørte til »skjønnerne«, kunde da heller ikke begribe, hvorfor billedet var blit bortvist, kunstnerne blev rasende og Wentzel bekjendt. For- gjæves forsøgte den uheldige direktion at bøde på sin fadæse ved at kjøbe begge de næste interiør-billeder fra kunstnerens hånd, I musiktimen (81) og »Verdens Gang « (82). Men kampen mod Kunstforeningen var allerede i fuld gang — Snekkerværkstedet havde gjort sin nytte. Imidlertid arbeided den unge maler uforstyrret videre i det samme spor, og på kunstnernes første høstudstilling mødte han med 3 gode billeder, hvoraf det ene er blit stående som et mesterværk i vor malerkunst. Wentzels Frokost-billede no. 1 blev rigtignok først 20 år senere indkjøbt til Kunst- museet, men da til en pris, som står i forhold til billedets kunsthistoriske værdi, og nu hænger det der til varig glæde for alle, som forstår ottiårenes energiske kamp for virkelighed og sandhed i kunsten. Billedet er det bedst malte og mest troværdige milieu-portræt i norsk malerkunst. Med altopfangende skarpsyn er her git et indblik i et (arveligt håndværkerhjem i morgen-negligé. Stuen med det lillagrå tapet, konen som skjærer brød i nattrøie, gutten som slurprer kaffen i sig af sin spilkum med et smørrebrød i hånden, det u-dugede frokostbord med kuppelløs lampe — alt er rigtigt. Og alt er tilstede — den sotede kobberkjedel på ståltrådslativ, blomstrede skillingsboller, jernbrættet med flødemugge af britannia-metal og smørkop af støbekrystal. Udtræksengen bagenfor er netop så fuldpakket af sengklær, som den skal være, speilen har en spræk i glasset, på etageovnen hænger et underskjørt, på væggen en Eidsvolds-mand og sorte papmarché-rammer. Gjennem den åbne dør ser man ind i »kammerset« til gården og finder alt det, man venter, grønt bordpanel, bjærketræs sofa under vinduet og rullegardin med gadeprospekt, trukket halvt ned til potte- planterne i vinduskarmen. Alt er der og er, som det skal være — sengeluften og morgenlyset og kaffeduften — altsammen! Dette er norsk realisme. Og det er udmærket maleri. En kolorist har malt det, hentet skjønheden frem i det og stemt den sammen til helhed og tone. Skyggerne er endnu nokså sorte, men der er ingen brun sans. Alt er kjøligt, renligt og tilfor- ladeligt i lokaltone. Tapetets mauve-farve står vakkert til nattrøiens blågrønt skimrende hvide, kobberkjedelen falder ind med sin glød og møblernes bjærketræ med sin gyldne tone, hist glimter det i en guldlist, her kaster poleringen lyset tilbage i en blåhvid refleks. 336