Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

DE TO FROKOSTER. Og alt er ganske primitivt malt uden kunster og bluff, med uendelig redelig og tålmodig og udholdende kunst, som fravrister virkeligheden hver tone, hver halvtone. Bedre fortalt kan et sådant sujet ikke være. Men Wentzel skulde nå høiere som maler i sin Frokost no. 2. Billedet ei malt i 1885. Kunstneren havde i mellemtiden været udenlands, hesøgt Paris, set impressionisterne. Han har udviklet sig og folder nu ud sit talent; men påvirket, forandret — er han ikke. Der er samme fortrinlige hjemmelagethed over hans kunst. Alt, hvad der i den første Frokost var småt set eller pirket gjort, fordi han havde stiiiet sig blind pa enkeltheder, er her stort, bredt, malerislt. Det er overhodet et af de bedste malerier i norsli kunst og det eneste billede i Kunstmuseet, som helt ud tåler at hænge i sal med Munch. Billedet er ikke feilfrit. Der er tegnefeil, figurerne er indbyrdes usikkert pro- portioneret, en figur falder for stor, en anden for liden, og der opstår ugreie i planerne. Men man glemmer feilene over den robuste malerkunst. Man glæder sig over tvelysets skjøuhed, beundrer farvens kraft og stoffernes behandling, dvæler tilfredsstillet ved den hele skildrings karakter og ægthed. Belysningsproblemet, som er stillet, med farvekampen mellem kunstigt lys og dagslys, træffer man ganske hyppig på i moderne maleri, men sjelden finder man det løst med den energi og umiddelbarhed som her. Fiffet med at dække den blændende lyskilde med en figur og bare la omgivelserne — desto kraftigere — male lampe- skjæret er gammelt og kjendt nok. De gamle napolitanske og spanske naturalister praktiserte det, og Rembrandt greb stadig væk til denne udvei. Men sjelden falder kunstgrebet så naturligt og selvfølgeligt som her, hvor det indfaldende blå morgenlys, dæmpet al rullegardinet og de hvide tylgardiner brydes med lampens apelsin-gule lysvii kningei. Og man ma beundre den I<larlæd og kraft, som farven bevarer selv i skyg- gerne, navnlig i all det hvide, i morens ryg og dugen. Også personernes karakteristik ei god og talende, og den lille blondlokkede pige, som halvpåklædt hæver sig påknæ på en stol i rødt skjørt, blomstret underliv og kortærmet linned, er et henrivende stykke malerkunst. Meget kan tilgives den, der har malt dette billede; thi meget har han elsket det, han her har malt. Og i virkeligheden har desværre Wentzel, som ikke har fart varlig med sit store og rige malertalent, tilgivelse behov. De trange kunstnerforhold hjemme i Norge har trykket også ham ud i landskabsmaleriet. Han malte til al begynde med i 93—94 flere udmærkede vinterstudier. Men efterhånden udarted den fynd- og klem- teknik, han slog ind på, gjennem masseproduktion til et uforsvarligt smøreri, som han har fortsat med både herhjemme og under en reise på italiensk jordbund. 339