Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ODA KROHG. I 86 debuterle Otilia Engelhabt med det store, stemningsfine billede af det lyserøde bus, som udstiltes under tittelen Sommernat ned Kristianiafjorden, og som nu er indlemmet i Kunstmuseet. Her hænger det nu i MuNCH-billedernes nærhed, og tiltrods for, at det virker lidt tyndt i sit store format ved siden af Munchs kolorit, er det her, billedet hører hjemme. Der er noget forunderlig skjært og ømt og hemmelighedsfuldt over dette billede med det kjødfarvede hus, som slumrer i favnen på den blå sommernat. En længsel efter poesi og mystik, sjælfuldere end det mandfolkeagtige otliårs- maleri kjendte den, higer i denne unge kvindes kunst og mødes med Munchs farvedigtende geni. I 89 udstille Oda Krohg tre billeder, hvoraf et poetisk følt og originalt tilskåret maleri med en japansk hjejle i en døråbning mod sommernat-himlens dyb (eies af Olaf Schou). De følgende udstillinger tog hun endnu nogle år del i, mest med figurbilleder: — Crescendo (89), Aften (90), »Stakkars liten!« og Solflækker (91), »En—to—tre« (92) og den pikante barnestudie Rouge et noir (95). Men så holdt hun i tiere år op at male. Oda Krohg er ingen maler-professionist, men noget af en åndfuld dilettant i kunsten. Hun er en rigt begavet kvinde med sjelden, intuitiv intelligens, raffineret smag og et stærkt følelsesliv. En tid droges al hendes interesse mod den litterære kunst. Og omend hun ikke selv har frembragt noget i den retning, er det ingen hemmelighed, at hun har virket tilskyndende og inspirerende på forskjellige frem- bringelser i norsk litteratur, som det blir litteraturhistoriens sag i sin tid at udrede. I disse år, da hun var bosat i Paris, sysled fru Krohg ligesom søsteren Alexandra Thaulow med en art koloreret læderplastik, hvori begge søstre har udført smagfulde bogbind for det parisiske kunstmarked. Men i 1900 tog fru Krohg atter fat på malerkunsten og da med øget kraft som målbevidst portrælmaler. Hendes nye debut blev et udmærket portræt af Gunnar Heiberg, malt i lampelys med stor bredde og kraft. Portrættet var et af hovedbillederne på den norske udstilling i Stockholm i 1903 og blev derfra indkjøbt til det svenske Nationalmuseum. Heibergs portræt efterfulgtes af andre: et psychologislt interessant billede af Bjarne Eides Verlaine-agtige hode, et djærvt karakteriseret portræt af Asta Hansteen og llere barneportrætter. Løst og plakatagtigt er derimod det legemstore repræsentationsbillede af Chr. Krohg på Karljohan. Det bedste portræt, fru Krohg hidtil har malt, er dog vel et billede af en ung svensk maler af et meget dekadent ydre (1905). I næsten alle disse billeder er farveholdningen forskjellig fra ottiårenes 3G6