Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EDVARD MUNCHS KUNST. frisker og vårsolen varmer, det har han malt i brudte seancer efter et sygeleie med stadige tilbagefald. (Afb. side 425). Det første billede, han udstille, hed Det syge barn. Gjennem hele hans produk- tion drager sig billeder, som handler om sygdom og død. Jeg siger ikke dette for at sætte sygelighedens stempel på hans kunst, thi den er i mine øine kraftfuldere end al anden norsk malerkunst, men for at forklare inten- siteten og sensibiliteten i hans livsskildring. Han har ofte set og malt med rekon- valescentens vare, vågne sans, altid tænkt og malt med fornemmelsen af, at livet hænger over dødens svælg. Underlig enslig står Edv. Munch i norsk kunst, og enslig og aparte også i den europæiske kunstudvikling. Jeg ved ingen, som for alvor ligner ham. Hans udgangspunkt er 80 årenes naturalisme. Hans nærmeste påvirkere er, som nævnt, Krohc. og Heyerdahl, af hvilke den ene har ansporet hans oprørskhed og den anden kanske lært ham nogle harmoniske farvenoter. Men dengang han udstilte sit første billede Det syge barn (afb. side 414), det billede, som, om det udstiltes nu, måtte slå klart for alle som et af den norske maler- kunsts mesterværker — så kraftfuldt malt og så sensibelt følt, så overflødigt i malerisle virkning og så sublimt enkelt i motiv! — da vandt delle værk ikke engang mellem kunstnere nogen almindelig anerkjendelse. Det var midt i ottiårenes forstokkede virkelighedsdyrkelse. Og billedet var en udfordring til al fotografisk realisme, var bare følelse hyllet i et slør af deilig farve. Det gav dårlig besked om stoffet i klærne, liden rede på dagstund og time, var i det hele tat ikke noget rigtigt »hjørne af virkeligheden«, men et temperaments levende skabning. Publikum lo sin ilotte overbærende latter, som det pleier at gjøre overfor det ny og uvante, kritiken fræste, som den pleier at gjøre overfor det uventede. Men også kunstnerne, som aned geniet, ærgred sig over syn og malemåde. Munch har selv fortalt mig, hvorledes han i selve udstillingens trappegang på åbningsdagen mødte en af de inderligst overbeviste naturalister, en af de radikaleste unge, en udmærket maler, af dem som maler livet som stilleben — og han spytted for hans fødder og sa: »Tvi!« Man vidste, han havde talent, og havde ventet i ham en god forbundsfælle i det rette blå friluftsmaleri. Så stod man overfor en ganske uhåndgribelig skildring, som tilmed var mørit i farven og rørende. »Tvi!« 432