Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
EDVARD MUNCHS KUNST.
Som maler er Edv. Munch den stærke og sensible kolorist, i hvis kunst farverne
kan klinge med oprindelighedens styrke og med en inderlig bevæget udtryksfuldhed
som hos ingen anden norsle maler. Alle andre blir tørre og saftløse kolorister ved
siden af Munch, når han viser os sine bedste ting.
Som maler er han også en virkelig stor linjekunstner, en komponist af høi rang.
Han kjender den hemmelige kunst at bevæge sindene ved at fordele masser og linjer
indenfor et bestemt firkantet rum. Han kjender også den enkle omridslinjes evne til
at suggerere en stemning. Hans begavelse ligger for det store format, for vægfladen,
fresken. Han er dekoratør af høi rang ved siden af at være lyriker.
Det er vel muligt, at Munchs evne i en mere harmonisk kunstepoke end vor,
da øiets kunst ikke kjendte andre værdier end de af øiet justerede, og da formens vægt-
skåler aldrig blev vippet ud af ligevægt ved noget fremmed lod, vilde den rent maleriske
side ved Munchs kunst ha kunnet nå en høiere grad af fuldkommenhed. Som den er,
skjæmmes den ikke sjelden ved noget altfor literært — mere før end nu forresten.
Men hvorfor står Munch i adskillige af sine værker for os som ringere, end vi
ved, han er? Hvorfor virker han stundom som det fuldbårne geni, stundom bare
som torsoen af et geni?
Fordi han i modsætning til de egentlige naturalister kan være nokså ligegyldig
for sin tankes, sin stemnings iklædning.
Thi tanken og stemningen er ham så meget væsentligere end formen, at han
ikke altid kjæmper den sidste kamp med stoffet, som tilvrister sig fuldkommenheden.
Han har altid ladet hånt om den erkjendelse, at et kunstværk er afhængig også af
de små ting. Han er så tryg på at mestre de store ting.
De brist, som der stundom er ved hans produktion, de skyldes utålmodighed.
Hans udholdenhed står ikke altid i forhold til lians inspiration. Derfor kan hans
form i enkelte værker være rå, og hans farve bære tilfældighedens pletter. Heller ikke
har det bådet Munchs kunstneriske udvikling, at han lige fra først af er blit mødt
med den hadskeste modstand. Med stigende trods har han bare udæsket de ufor-
stående tirret de krænkede og undertiden også skuffet sin kunsts venner.
Edv. Munch er blit det modsigelsens tegn, som det var ham en trang at være.
For hans steile selvfølelse har den spot og forbitrelse, som allevegne mødte hans
kunst, kun været et æggende matyrium.
Men modstanden har dog til enhver tid været ledsaget af beundringen, og mere
og mere har Munchs kunst vundet rum. Arbeider som, da de fremkom, overøstes
med hån og uforstand, har efterhånden tiltvunget sig en sen anerkjendelse, og mange
er nu de, som erkjender, at geniale egenskaber i stærke glimt lyser frem af hans
435