Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. man gjerne komme med Velâzquez’ valør-vægtskål, billedet vil neppe bli fundet for let! Og hvor må man ikke smile til de stadig fremkastede anker over Courbets umulige mangel på komposition. Rent bortset fra, at man kan komponere med farver så rigt som med linjer, er der netop en ypperlig linjevirkning i billedet. Den knælende pige, som ses fra ryggen, er stort og magtfuldt tegnet, hendes frodige skikkelse er naturlig udfoldet, hendes stilling og gebærde helt ny set. Og hvor godt suppleres ikke hendes aktivitet af den anden piges tankefulde indolens, som igjen kontrasterer så levende mod guttens optagne og snusende nysgjerrighed ! Med Courbet hænger så godt som alt fremskridtligt sammen i fransk og i belgisk, ja tilmed i lysk malerkunst. Franske efterlignere og efterfølgere, som Bonvin, Vollon, Ribot, Bonnat, Carolus-Duran veier her mindre. Desto vigtigere er sammenhængen mellem Courbet og Whistler og Courbet og Manet. Uden Courbet tør det være tvilsoml, om Manet sådan med en gang var nådd frem til Velâzquez, og man bebøver bare at se hans Alelierfrokost (fra 1869) for at ha klart for sig, hvad Manet skylder Courbet. Uden Courbets kvindeakter havde vel heller ikke Manet malt sin Frokosten i det grønne. Lige klart ligger det i dagen, hvorledes Courbets mariner virked umid- delbart på Whistler, og hvorledes de to kunstneres sammentræf på sandstranden i Trouville i 1865 blev af kunsthistorisk betydning. Ja, man kan gå videre og hævde, at Courbet, hans tonemaleri og hans sværladne farvesætning, hans stofglæde, hans sunde materialisme og bedske sandruhed har øvet sin virkning på hele den kreds af realister og impressionister, som slulted sig til Manet. Legros står ham meget nær, Fantin-Latour fjernere, Carolus Duran begynder som hans efterligner og gjør sit bedste i den tid, Monet, Renoir og Cézanne har teknisli lært hver sit af Courbet. At belgieren Stevens og overhodet den moderne belgiske kunst er afhængig af Courbet, er ingen hemmelighed. Hvorledes den tyske malerkunst gjennem Victor Müller og Rudolf Alt, Leibl og Trübner hænger sammen med Courbet er tidligere berørt. Selv Werenskiolds lærer Lindenschmit står ikke uberørt af ham. Også i norsli kunst møder vi en maler, som lærvillig og beundrende har fulgt i Courbets spor. Hele livet igjennem bevarede Olaf Isaachsen de indtryk, som han i sin ungdom havde modtat af Courbets kunst og stærke personlighed. Og hvor mange er mon ikke de norske kunstnere, som, når de utålmodig har ilet gjennem Louvres sale speidende efter »det moderne«, har stanset i det halvmørke rum, hvor Courbets Begravelse i Omans hænger? \