Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. fremskredne enkeltforeteelse isolerer den fra sit millieu og føier den sammen med andre senere foreteelser, som samlet udgjør en ny tid. Men det hænder også det omvendte: at grænselinjen gjør en uventet afstikker langt frem i det, som vi kalder den ny lid, for at skille ud og hente tilbage individer eller hele grupper af individer, partier, »skoler«, værker eller tanker, som er bare reaktionære og ikke er andet end senfødinger og rester af en fortid, som naturlig har fundet sin afslutning og derfor ikke hører hjemme i den ny tid. Al historie bør gå ud på med størst mulig sikkerhed at udstikke disse grænse- linjer og trække dem tydelig op for vor betragtning. Til enhver tid vil der være at finde på den ene side af stregen det vidtstrakte felt, hvor overlevering og vane råder, på den anden side — på vor side, burde vi kunne si! — hersker den moderne ånd. Det har i alle fald været forfatterens plan med denne korte oversigt over det franske maleris udviklingshistorie bare at dvæle ved det, hvori der var bærende kraft og drift mod fremtiden, alt det andet, som bare lever det gamle ud, er forbigåt i taushed. Der kan være meget fint og smukt blandt dette andet, men det får ikke op- holde, når tiden er knap og reisen lang. Vi er nu kommet til det punkt på reisen, hvor vi føler, at grænseskjællet går — stregen, som skiller moderne malerkunst fra ældre malerkunst. Vi har set det ene geni efter det andet stå op i fransli maleri, afkaste overleverede bånd, bryde stængsler og pege fremad mod nye mål. Men spør vi: Hvor går grænsen i malerkunsten, hvem trækker der stregen, kan svaret vanskelig komme til at lyde anderledes end: Det gjør Edouard Manet!