Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Camille Pissarro (f. 1830 på St. Thomas) døde i 1903 som im- pressionisternes Nestor, en vakker gammel jøde med langt hvidt skjæg og en partriarkalsk kjærlighed til land- boens liv, som han ofte har skildret. Sin indvielse filt Pissarro af Corot, som indprented ham ærbødighed for »valørerne«, og hvis stil længe be- hersked hans kunst. Men ved siden af Corot virked Manets eksempel stærkt på ham, og lige fra den be- rømte »refusertes salon« i 63 slutted han sig til Manets garde. Senere, i 70, foretog han sammen med Monet en reise til England, som tik stor betydning for dem begge. De så her Constable og Turner, og ligesom Monets farvedekompone- rende kolorit modnedes under indtryk af Turner, så koncentrerte Pissarro sin land- skabskunst under påvirkning af Constable. I sin bondelivskildring derimod bygger Pissarro, på lignende måde som Israels og Segantini, videre på Millet. Dog blev ikke skildringen af bondens liv, men af det franske landskab, set i intime små udsnit, Pissarros kunstneriske hovedopgave. Her står han på en vis måde som Jongkinds naturlige fortsætter. Jongkind var en hollandsk født, men forfransket landskabsmaler, som med sine små intenst følte og overlegent gjennemførte frilufts- billeder fra land og sjø brød helt ny veie for impressionismen. Kunsthistorisk set står Jongkind i faderforhold såvel til Monet som til Pissarro og Sisley. Men stærkere end alle de andre påvirkninger, Pissarro har modtat, har dog den været, som vennen Monet har øvet på ham. Tidlige billeder af den impressionistiske trekant Monet, Pissarro og Sisley kan ofte være vanskelige at skille ud fra hinanden. Og i senere år slutted Pissarro sig med begeistring til den farvespaltende Monetske theori. Ja, en tid gilt han endnu videre i gjennemførelsen af denne theori; han endte i en slags pointelisine som neoimpressionisternes faderlige ven og kampfælle. Pissarros livfulde, afvekslingsrige, men altid redelige og ægte kunst har i et langt arbeidsliv overkommet at skildre mangt og meget af Frankriges land og byer. Lige uforfærdet slog han sit staffeli op i det fri, når elvene lå frosne og sneen høi, som når solen brændte over kålmarker og grønne haver. Neppe heller har nogen malt byernes mylder som han. I en fortræffelig billedserie har han malt Rouen, — stem- nings- og farvestudier af de gamle kirker og skildringer af livet på kaier og broer. 68