Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

PISSARRO — SISLEY — RAFFAELLI. SISLEY Seinen. I senere år holdt han af fra sit høit- liggende ateliervindu at iagttage Pariser- houlevardens myrtue og gjengi det farve- rige kribl og krabl dernede under trækro- nerne. — Pissarro hører til de moderne franske kunstnere, som direkte har virket på norske naturalister; navnlig Munch har tangeret ham. ----------Impressionismens egentlige ly- riker er Alfred Sisley (1839—99), en kunstner med klare lyse sølvstrenge på sit instrument. Fortrolig priser hans kunst den franske sommer, de over- slørede hvide himler og det fulde dagslys på rindende vand. En mester var han, som eftertiden vil vide at skatte for hans friske umiddelbarhed, om end hans kamerater for- dunkled ham i levende live. Der er over Sisleys kunst noget mere spontant, end der er over de andres. Ingen af impressionisternes billeder har det selvfølgelighedens præg som hans. De andre stræber og vil, ofte ud over sig selv, Sisley er og tilfredsstiller. Han var en fin og fordringsløs, oprigtig natur, fri for al posering. Derfor blev han kanske skudt noget i baggrunden. Men hans beundrere elsker både den skjære elegiske tone, som der er over hans ungdomsbilleder, og den saft og kraft, hvormed han har malt sine bekjendte oversvømmelsesbilleder og de originalt tilskårne motiver fra Seinen, dens sandbanker og grønne bredder. Dagslyset har en egen tindrende og intens hvidhed i Sisleys billeder, som ingen overtræffer ham i. Hans kunst fandt, som impressio- nisternes kunst overhodet, først og rigest påskjønnelse af det dannede Amerika. ----------Til disse ældre impressionistiske landskabsmalere slutter sig flere yngre; blandt dem indtar Raffaelli den første plads. De skjære lyse vårdage i Paris eller klare høstmorgener har Jean François Raffaelli (f. i Paris 1850) malt med ypperlig karak- teristik. I en halvt tegnende, halvt malende, men nærmest impressionistisk manér gir han forstads-avenuen, de nakne trærs sorte kvisterot mod en tendre blå himmel eller en perlegrå luft, solflækkernes dans på trottoiret og de passerende figurer, vårsolens ligesom lidt kuldskjære guldtone over hus og havemure. Med sin sans for lokal- karakteristik forbinder Raffaelli en gløg iagttagers store viden om byens befolkning. Seine-sjauerens hvidslidte lløilsbukser, gadesoperens blå bluse og kludesamlerens ud- trådte sko, kneipeværtens skyggekasket og småborgerens grønfalmede søndagcylinder ved ingen nøiere besked om. Hans syn på menneskene er halvveis humoristisk, uden karike- rende overdrivelse, og der er stænk af medynk i hans kunst overfor alderdom og armod. 71