Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

176 5) at Befolkningens Fordringer til Statsbanerne stedse stige og — støttet, som disse blive af Pressen og delvis af Rigsdagen — øve en ikke uvæsentlig Indflydelse paa Banedriftens Økonomi. Fordringerne til hyppige og hurtige Tog, til bekvemme Vogne, til god Opvarmning og kraftig Belysning, til rummelige og luksuøse Sta- tioner og Banegaarde o. m. a. ere just ikke billige at efterkomme, og 6) at Banedriften i de senere A ar i stor Maalestok fordyres ved don stæike I i is- stigning af Arbejdsløn, Kul, Skinner, Sveller, Lokomotiver, Vognmateriel og af næsten alt, hvad der kræves til Banernes Drift og Vedligeholdelse. Hvis man ikke kan benægte de her fremdragne Faktorers Indflydelse paa vor Banedrifts økonomiske Resultater, vil det let erkendes, at en Takstfoihøjelse i og foi sig ikke kan være et Universalmiddel mod en daarlig Forrentning. Gaar man imidlertid ud fra Flertallets Forudsætning, at Skylden for Miseren hovedsagentlig ligger i de urimelig lave Takster, synes intet at maatte have ligget Flertallet nærmere end at foreslaa e,n gennemgaaende og nogenlunde klækkelig Forhøjelse af dem. Ingen af Delene indlader Flertallet sig alligevel paa; thi entoi- højelse af Grundtaksten fra 2,35 Øre pr. Kilometer til 2,50 (ca. 1 Øre pr. Mil), vil man dog vist betænke sig paa at kalde klækkelig, og hvorledes det efter Flci tallets b 01 slag forholder sig med, at Forhøjelsen skulde være gennemgaaende, fremgaar af, at den kun rammer Persontrafiken paa længere Afstande, men ganske lader dem paa kortere Afstande slippe. Dette er saa meget uforstaaeligere, som Flertallet i den af Takstudvalget til Kommissionen afgivne Betænkning selv erkender, at Nærtrafiken bebyrdet Banerne med forholdsvis større Driftsudgifter end Bjerntrafiker., og sam- ledes netop først og fremmest burde rammes af en Billetfordyrelse ; men selv om man nu vilde se bort fra dette naturlige Billighedshensyn, maa det sikkert synes endnu mærkeligere, at det nævnte Flertalsforslag i saa eminent Grad svigtei det P 01- inaal. en Takstforhøjelse overhovedet maa have, nemlig at skaffo en klækkelig foiøget Indtægt, en Svigten, som klarest fremgaar af selve Flertallets Redegørelse foi dets Forslags Virkninger, hvorefter af de af Banerne befordrede ca. 118/io Million rejsende de ca. 81/» Million undgaa enhver Forhøjelse og over 21/« Million kun ville komme til at betale 5 Øre mere pr. Rejse, medens den alene nævneværdige Takstforhøjelse falder paa den tilbageblivende Del — ikke en Gang 1 Million. Det vil neppe kunne nægtes, at det er en ret ejendommelig Maade, hvorpaa Flertalsforslaget saaledes skifter Vind og Sol mellem Banernes Kunder, ligefrem ubillig, ja uretfærdig imod dem, der maa rejse paa længere Afstande. Om muligt bliver Borslaget i finansiel Henseende endnu mere uforsvarligt; thi Følgen af, at den i og for sig minimale Takstforhøjelse (for III. Kl. kun V7 Øre pr. km.) alene rammer Rejser paa længere Afstande, altsaa et decideret Mindretal af samtlige rejsende, bliver derved den, at den tilsigtede Meiind- tægt bliver on forholdsvis ring© — Flcrtallot anslaar døn selv til undci 1% Million. Og selv dette forholdsvis beskedne Beløb turde Praksis rimeligvis vise at væic for højt anslaaet, idet man har regnet med det samme Antal Rejser paa længere Afstande som nu,’ uden at tage Hensyn til at disses Fordyrelse utvivlsomt vil drage en større eller mindre Del af Persontrafiken over til de med Banerne konkurrerende Dampskibe, for slet ikke at tale om den ret nærliggende Eventualitet, at alene Fordyrelsen af Rejserne paa lange Afstande kunde indskrænke disses Antal, en Fordyrelse, der vil blive saa meget føleligere, som Flertallet foruden Takstforhøjelsen ogsaa foreslaar en særlig Iltogstakst, der yderligere vil belaste denne Ait af Kcjsei.