Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

196 Statsbanerne anse det imidlertid ikke for muligt at vælge noget af disse Alter- nativer paa Grund af de dermed forbundne uforholdsmæssige Udgifter, hvis Størrelse dog selvfølgelig vil afhænge af det Omfang, hvori Foranstaltningen gennemføres (for hvormange og paa livilRe Strækninger), og hvilken forøget Hastighed man vilde tilstræbe. Fjerde Udvalg liar ogsaa om denne Sag delt sig i et Flertal og et Mindretal. Flertallet (Bluhme, Lunn, Rasmussen) mener, at Kørehastigheden paa vore Baner vistnok maatte kunne forøges, idet den Hurtighed, hvormed vore Tog fremføres, lader en Del tilbage at ønsl<e, saa meget mere som Køretiderne, saalecles som disse af Banerne selv ere fastsatte, meget ofte ikke overholdes. Togforsinkelser ere ret hyppige, og dette er foruden i Kørehastigheden maaske ogsaa begrundet i den langsomme Ekspedition paa Stationerne, foraarsaget dels ved de Togførerne paalagte skriftlige Udarbejdelser og Udveksling af Dokumenter med Stationsforstanderne, (1er atter kan influere paa Togsikkerheden, dels ved Ekspeditionen af Rejsegods og ved Togførernes Pligt til at drage Omsorg for Passagerernes Ind- og Udstigning og lignende. Denne sidste Pligt kunde muligt indskrænkes, naar Publikum her i Landet efterhaanclen blev vænnet til at hjælpe sig selv; Kupedørene maatte være lettere at aabne indvendigt fra; Trinbrædderne bedre anbragte; og navnlig burde paa alle Stationer Navnet være opslaaet tydeligt paa 3 Steder, nemlig for begge Stationsender og paa Midten, saa at enhver Passager, i det mindste om Dagen, kunde overbevise sig selv om, hvor han var. Om Natten kunde man i det mindste belyse et af Stationsnavnene tydeligt. Tog- føreren vilde derved kunne befris for at huske paa hver Passagers Udstigningssted. Af de 3 fornævnte Alternativer, som Statsbanerne opstille for at opnaa hurtigere Kørsel, er Udvalget enigt med Banerne i at forkaste Nr. 2 og 3. Derimod maa Flertallet i Modsætning til Statsbanerne holde paa Rigtigheden af at vælge det første Alternativ, at føre flere men mindre Tog over Banerne. At gøre Togene saa store, at Maskinernes Trækkeevne som udtalt i Besvarelsen udnyttes fuldt ud, umuliggør at indhente Forsinkelser eller ved pludselige tilfælde at kunne udvikle maaske paatrængende nødvendigt større Kraft. 8inaa, men mange Tog er netop, hvad man ad Erfaringens Vej er kommen til i England (se Beretningen derfra). At Togene deles, kan ikke som af Generaldirektoratet hævdet betinge Nød- vendighed af nogen stærk Materielforøgelse, idet Forspandsmaskinerne blive sjældnere og Antallet af Ekstratog færre. Kun paa stærkt trafikerede Baner vil man nødes til efterhaanclen at lægge Dobbeltspor, hvad jo alt er paabegyndt. At Erhvervslivet vikle støttes mere ved mange smaa Tog fremfor ved enkelte svære er selvindlysende, og i Modsætning til Statsbanerne har Flertallet den Mening, at den hurtige Fremførelse af Togene let lader sig iværksætte med det nuværende Materiel, naar man gaar over til at føre Here og mindre Tog. Selve den Ting, at Togene skulle fremføres hurtigt og- rettidigt, vil formentligt fremme Ekspeditionen paa Statsbanerne. Meli dette bør ogsaa støttes ved, at Togføreren fritages for alt andet Arbejde end Billetteringen og Om- sorgen for Togets Sikkerhed og rettidige Fremførelse. , Udvalgets Flertal skal herefter udtale, at det maa anses for heldigt, dels for at opnaa en hurtig Ekspedition af Togene paa Stationerne, dels for at tilvejebringe cn Mulighed for hurtig Gennem- førelse af flere Tog, naar Deling af Tog er ønskelig, at der stræbes lien til: