Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

22 ved Statsbanerne er imidlertid saa omfattende og af saa forskellig Art, at man ikke kan anse det for rigtigt fremdeles at lade den endelige Afgørelse af alle Sager ligge i en enkelt Mands Haand. Man mener, at de enkelte Direktører, som hver især forudsættes at være i Besiddelse af en betydelig Sagkundskab paa de af dem ledede Omraader, bør have Ansvaret for den Del af Jernbanevirksomheden, som er under- lagt dem, og at Generaldirektørens Virksomhed i Sager, der ikke angaa lians eget Omraade, væsentlig bør være af samlende og tilsynsførende Art, hvorfor han ogsaa bør kunne bestemme,, at enhver Sag skal undergives Direktionsbehandling. Et godt °g fyldigt Samarbejde indenfor Direktionen er imidlertid en Nødvendighed. Den ene Leder maa ikke være uvidende om, hvad den anden foretager sig, og der bør være Ensartethed og Plan i Arbejdet. Alle større Sager samt enhver Sag, der angaar moro end en Direktørs Foiretningsomraade, skulle derfor forhandles i den samlede Direk- tion. Her falder særligt Generaldirektørens Virkefelt, idet clet maa være en Opgave for ham som Direktionens Formand at sørge for den bedst mulige Behandling af Sagerne og deres fuldstændige Belysning, inden Afgørelse træffes. Naar Flertallet foreslaar Sagerne afgjort ved almindelig Afstemning, saa er Grunden hertil den, at det med Sikkerhed tør forventes, at en Meningsudveksling mellem Medlemmerne af en Direktion, der er sammensat som den foreslaaede, nok skal bringe det rigtige frem, og man maa foretrække denne Afgørelsesniaadc fremfor — som andensteds — at lade Generaldirektøren afgøre Sagerne i Direktionen og lienvise de øvrige Direktionsmed- lemmer til Protokoltilførsel, naar de ikke billige den trufne Afgørelse, fordi en Stemmegivning, som til enhver Tid paa Grundlag af don førte Forhandlingsprotokol kan konstateres, vil bevæge Direktionsmedlemmerne til meget nøje at overveje en Sag, inden de afgive deres Stemmer for eller imod den, medens de, naar den anden Ordning træffes, ved en niere eller mindre vag Protokoltilførsel liave Mulighed for at unddi age sig Ansvar. Hvis man paa den anden Side gør Generaldirektøren absolut afgørende i Direktionen, ser man ikke, at der opnaas nogen Forandring af det nu- værende Forhold, der i og for sig forudsætter, at Generaldirektøren behersker alle Virksomhedsomraader indenfor Statsbanedriften. Et Mindretal (N. Andersen. Breinholt, Meyer. Rimestad og Skovsted, af hvilke N. Andersen, Breinholt og Rimestad henvise til de særlige Bemærkninger Side 61 ff.) kan ikke tiltræde Mertallets Betragtninger, men er af den Anskuelse, at Generaldirektøren bør \ære den ansvarlige Leder af Statsbanernes Forvaltning, og at lian som Følge deraf maa kunne træffe Afgørelse i enhver Sag, i hvis Behandling han ønsker at deltage. Paa den anden Side mener Mindretallet, at man bør sikre sig imod uoverlagte Afgørelser deived, at Generaldirektøren i enhver vigtig Sag kim kan træffe Afgørelsen i den samlede Direktion, efter at der har været givet Fagdirektøren Lejlighed til at fi omstille Sagen for denne, og yderligere formenes det, at det bør gøres de til- stedeværende Direktører til Pligt, naar de ikke kunne tiltræde en af Generaldirek- tøien fattet Beslutning, da at lade deres afvigende Mening tilføre Forhandlingsproto- kollen, af hvilken en Afskrift tilstilles Ministeren. Herved lægges der formentlig et tilstrækkeligt stærkt Baand paa Generaldirektøren, og Direktørerne gøres medansvarlige i Beslutningerne. Alle Sager, der angaa Personalets Ansættelse, Afskedigelse, For- fremmelse og Forflyttelse, anses det dog for rigtigst at lade afgøre ved Afstemning blandt Direktionens Medlemmer, idet det store under Statsbanedriften ansatte Perso- nales Velfærd ikke bør være undergivet en enkelt Mands Skøn. I den af Flertallet foreslaaede Direktion bliver Generaldirektøren let til overs, medens Ansvaret ganske