Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

58 at føre Tilsyn med. Under Driftsinspektørerne arbejde Banemestere, Kolonneformænd og Banevogtere, Portører og Stationskarle. , . , Skønt Mindretallet saaledes har haft sin egen Mening om den hensigtsmæssigste Ordning af Statsbanedriften, har det ikke indvendt imod i Principe! at tiltræde det af Kommissionens samlede Overvejelser fremgaaede Forslag, som betegner et væsentlig . Fremskridt fra det nærværende, allerede derved at det indfører en kollegial Styrelse, ej heller ved at tiltræde Motiveringen af samme; men det ønsker dog at gøre visse Bemærkninger baade til Motiveringen og selve Forslaget. Naar Kommissionen peger paa Vidtløftigheden og den uheldige Fordeling af det økonomiske Ansvar som Hovedindvendingen mod den nuværende Ordning at Stats- banestyrelsen, naa kan dette vist være rigtigt nok, men det maa ikke derfor foities, at den egentlige Fejl, Grundskaden i vor Statsbaneorganisation, stammer fra selve Organisationsloven af 1892, der baade gjorde Generaldirektøren til absolut Enehereker 0„ (fjorde ham det muligt at bruge Enemagten, idet den gav ham en Række «./ 7 om- torér gennem hvis Chefer han, naar de overhovedet skulde have noget at sige, maatte komme til at begrænse Afdelingscheferne i den fri og selvstændige Styrelse aj Afde- lingerne og altsaa i samme Grad betage dem Ansvaret for Styrelsen. Derfor maatte Kommissionens Hovedbestræbelse gaa ud paa at lægge den egentlige og selvstændige Ledelse af Afdelingerne i Afdelingschefernes Hænder og dermed ogsaa give dem det fulde Ansvar for Køgtningen af Afdelingens Gerning, baade dens lekn.k og dens Økonomi. Maaske man dog — skræmt af Sporene - i Forslaget er gaaet nogc 01 vidt i Retning af at tillægge Afdelingsdirektørerne Myndighed ved Siden af (*enoial- direktøren, Mindretallet vilde i alt Fald have foretrukket en Organisation i Lighed med den engelske, der ganske vist ogsaa indrømmer Afdelingscheferne fuld Sdv- stændighed, - som i og for sig tilkommer dem som de overlegne Fagmænd i <e- lingens Gerning, — men paa den anden Side giver Generaldirektøren en fuldstændig overlegen Chefsstillmg, der berettiger ham til at lade sig al Ting forelægge og i a gribe ind, hvor han maatte mene det i den hele Styrelses Interesse, en Mjndigiu, som er paa en Gang en fortrinlig Spore og Kontrol paa Afdelingerne og .kke frister til Misbrug, da Sagen saa af Afdelingsdirektøren vil blive indanket for begges Over- herre, Jernbanernes Ejere, Generalforsamlingen. I lio-e Maade er Mindretallet enigt i Kommissionens kendelige Bestræbelse loi at tillægge Lederne af Linietjenesten en betydelig større Myndighed og dermed føl- gende Ansvar, end de have nu, dog skal det ikke dermed være sagt, at noget at de 2 hertil sigtende Forslag fuldt tilfredsstiller. . . . , Endelig billiger Mindretallet ogsaa fuldt ud, at Kommissions forslaget ind- ordner „Statsbaneanlægene“ under Statsbanestyrelsen, men misbilliger, at Kommis- sionen er gaaet af Vejen for at foretage en Undersøgelse af disses Forhold og at gøre Ilede for den virkelige Sammenhæng med denne Institution, hvad Kommissionen for- mentlig havde til Pligt, efter at en Forespørgsel i Landstingets Møde den c c e- cember 1898 var bleven halvt om halvt afvist af den daværende Indenrigsminister, idet han henviste disse Forholds nærmere Undersøgelse til nærværende Kommission. Kommissionen for Forholdet (Bilag A, Side 30—53), men en ikke an stillet, Privatbanerne at anstille denne Undersøgelse eller fremsætte en har io ganske vist gennem Ministeriet erhvervet en officiel Redegørelse i selvstændig Undersøgelse har man og en kritisk Vurdering af (lette Bilags Oplysninger om Forholdet til er heller ikke foretagen. Nu kan der naturligvis ikke være Tale om saadan Kritik i en Mindretals-