Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

81 Et saadant Forhold er uheldigt for Personalet, der ikke med nogen som helst Rimelighed kan forudberegne sine Fremtidsudsigter, og der opstaar derfor ganske naturligt megen Utilfredshed og Utaalmodighed, naar en hurtigere Avance- mentsperiode afløses af en langsommere (hvad der rimeligvis igen vil blive Til- fælde i de nærmeste Aar). Men heller ikke for Statsbanerne er denne Ordning ønskelig, idet den medfører den ganske urimelige Følge, at en Forøgelse af Personalet i en speciel Lønningsklasse med blot 3, 4 eller 5 Mand tillige kommer til at virke som en Lønningsforbedring, idet Tallet i alle Underklasserne omfordeles. Nyansæt- telser efter en Lønningsmaade med Alderstillæg falde derimod altid paa laveste Løn- ningsklasse. Der har derfor i Kommissionen liersket fuld Enighed om, at man ved en Om- ordning af Lønningerne først og fremmest burde indskrænke Lønningsklassernes Tal, det mest mulige og overalt gaa over til Systemet „faste Alderstillæg“, med andre Ord ophæve de specielle Lønningsklasser. Vanskelighederne ved en saadan Forandring ere imidlertid meget store, baade fordi de specielle Lønningsklassers Begyndelsesløn tilfældigvis aldrig falder sammen med Begyndelseslønnen for en af de almindelige Lønningsklasser, og endnu mere fordi der mellem Begyndelseslønnen og Slutlønnen er et Spillerum i de aim. Klasser af .. ................. 30 °/0 men i de spec. - - ................ fra lS1^—%. Det bliver derfor en Umulighed at indskrænke Tallet paa de nuværende 24 Klasser væsentligt mere end sket i Kommissionens Forslag, nemlig til 15, og selv dette er kun lykkedes, fordi man i Kommissionen i det hele har været af den Anskuelse, at særligt de laveste Lønninger burde løftes noget. Kommissionen har dernæst fæstet sin Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om man ikke gennem en Ændring af Lønsatserne kunde naa til at fjerne nogle af de mange nu bestaaende faste Tillæg til Lønnen (se Siderne 79 og 80, a—h.). Det vil imidlertid ses, at de fleste af disse Tillæg ere ganske naturlige, ja delvis nødvendige. Dette gælder f. Eks. Stationsforstandernes Fribolig paa Stationen og den frie Uniformering af det underordnede Personale. Og det vilde kun tjene til yderligere at vanskelig- gøre Sammenligningen med det bestaaende og til at skabe flere nye Lønningsklasser, hvis man forhøjede de paagældende Lønsatser med et vist Beløb for fri Bolig, Brændsel, Belysning, Embedsjord og fri Uniform, og saa atter trak disse Beløb fra ved Lønningsudbetalingen, naar Ydelsen skete in natura. Hertil kommer, at Kommis- sionen ikke skønner, at disse Tillæg i noget enkelt Tilfælde ydes paa urette Sted. Med Hensyn til Tillæget „Milepenge“ er Spørgsmaalet tvivlsomt. Teoretisk set kan det maaske nok siges, at Lokomotiv- og Togpersonalet bør yde al den Tjeneste, som forlanges, uden at faa særlig Godtgørelse, eftersom Ydelsen er noget større eller mindre, og i forskellige andre Lande, f. Eks. i England, kender man ikke til Mile- penge. Men praktisk taget har Systemet dog, som en Slags Akkordbetaling, sine gode Sider, og i de mange Aar, det liar bestaaet her i Landet, har det i det hele virket tilfredsstillende. Naar hertil kommer, at det vilde være meget vanskeligt at afløse Milepengene med faste Beløb, der ikke ere for lave for de tjenstivrige og for høje for de mindre tjenstivrige Funktionærer, og at man i ethvert Fald herigennem vilde komme til flere nye Lønningsklasser, har man ment at burde bibeholde dette Tillæg omtrent uforandret. Anderledes stiller Sagen sig med Hensyn til det saakaldte „Opholdstillæg“ 11