Rosenborg Og Lysthusene I Kongens Have

207 faael 1724, var temmelig lille, havde man taget Skillerummet ned til Dronningens Garderobe (S. 189 Nr. 10 c) og indlemmet dette et-Fags Værelse i Rosen, der derved fik en noget uregelmæssig Fo rin med to Vinduer paa den ene Side Døren og et paa den anden11). Rosenborg maatte ogsaa afgive Plads til Højesteret, der var bleven husvild ved Christiansborgs Brand i 1794. De almindelige Møder holdtes 1794—1852 paa Prinsens Palæ, og del var kun Aabnings- højtideligheden, der indtil 1829 fandt Sted paa Riddersalen paa Rosenborg. Kunde man ikke finde Plads andre Steder, fandt man altid her. Kneb det med at holde Søsession i Skippernes gamle Lavshus paa Grund af de indskrænkede Rumforhold, henlagde man den straks til Rosenborg-. At forskellige naturhistoriske Samlinger, som Kongen og Universitetet havde erhvervet, fik Plads paa Rosen- borg, var kun Udtryk for, at Rosenborg ganske var gledet ud af Bevidstheden som kongeligt Slot, men mærkeligt er det at se, at selv en Privatmand kunde faa Lov til at disponere over el Værelse paa Rosenborg til Anbringelse af sine Samlinger12). Rosenborg Have havde, fra det Øjeblik den ved kongelig Naade blev i alt Fald delvis tilgængelig for Byens Borgere, kunnet glæde sig ved deres særlige Yndest. Naar delte er sket, vides ikke, men allerede de Vrigny omtaler Haven som Spaserested, og af »Jean de France« fremgaar det, at Folk af den københavnske Borgerstand allerede i Begyndelsen af 1700-Tallet kunde færdes her og bl. a. holde Stævnemøder herinde. I 1748 hedder det, at Haven vrimler om Sommeren, særlig om Morgenen, med Mennesker som forlyster sig med Spaseregang og Nattergalenes liflige Stemmer. Og naar det samtidig hedder, at den staar aaben å tous honnétes gens, bør dette Udtryk vist ikke tages for snævert. I Vintermaanederne var Haven, ligesom langt senere, lukket. I 1768, i hvilket Aar man murede de sikkert smukke Gitteraabninger i Muren til Goters- gade til, besøgte Svenskeren Lidén Rosenborg Have; han glæder sig over de herlige Alleer og er begejstret over at »stadens inne- vånare utan åtskilnad och utan kostnad her få fornøta sin afton«13). Det var dog kun Alleerne og Hovedgangene, der stod aabne for de Spaserende. Boscagerne og Parkerne var forbeholdt de kgl. Herskaber til Promenader og Kollationer (se S. 204). Men ogsaa heri skete der en Forandring, da Struensee kom til Magten. De hidtil — dog ikke ved »Gartnerens Særhed«, som det senere hed