Radium og Radioaktive Stoffer
samt nyere Opdagelser angaaende Straaler

49 lerne rimeligvis paa lignende Maade, men ogsaa paa anden Vis spores deres Indflydelse. Huden paavirkes af dem; det er dem, der gør os solbrændte om Som- meren. Den første, der paaviste dette, var Professor Vidmark i Stockholm. Han viste, at naar han dæk- kede sin Arm med en Glasplade, hvori der var ind- sat en Rude af Bjergkrystal, blev Armen solbrændt under Bjergkrystalpladen, men ikke under Glasset; Forskellen mellem dem er jo imidlertid, at de ultra- violette Straaler gaar langt rigeligere gennem Bjerg- krystalpladen; det maa da være dem, der har frem- kaldt Solbræudtheden; ved denne sker der en For- andring i Huden. Forandringen bestaar i, at der efter mer eller mindre stærke Betændelsesfænomener — Rødme, Hævelse, Ømhed — udskiller sig et brunt Farvestof, som dernæst har Evne til at standse de ke- miske Straaler og hindre, at de yderligere angriber Vævene. At denne Forklaring er den rigtige, er og- saa først fastslaaet ved Forsøg af Vidmark 1889; tid- ligere troede man, at det var Varmestraaler, der var Skyld i Betændelsen og Farvningen af Huden, om end enkelte havde fremsat den Formodning, at det er de kemiske Straaler, der er virksomme. — Det er ikke blot Sollyset, der kan frembringe Betændelse og Farvning af Huden; stærkt elektrisk Buelys kan gøre det samme, ja i Fabrikker, hvor dette anvendes med særlig stor Lysstyrke f. Eks. ved Svejsninger af Metaller, har det skaffet Arbejderne saa store Lidel- ser, at det selv for høj Betaling er vanskeligt at faa Arbejdere dertil. Finsen har allerede tidligt (1893) gjort Forsøg foi' at vise, at den her fremsatte Opfattelse af Solbrændt- heden er rigtig. Bl. a. faldt det ham ind, at man herigennem kunde faa en Forstaaelse af den tilsyne- ladende Uhensigtsmæssighed af Naturen at give Neg- rene, der lever under de varmeste Himmelstrøg, den f. u. F. K. M. 4