Praktisk Farvelære For Malere
Forfatter: Chr. P. Nielsen
År: 1908
Forlag: J. L. HARBOE
Sted: ODENSE
Sider: 88
UDK: 54 (024)
SAMLET OG UDARBEJDET
AF
CHR. P. NIELSEN
MALERMESTER
(LÆRER VED ODENSE TEKNISKE SKOLE)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
11
clorsure Kali, som er tilsat lidt Brunsten for at lede Varmen
bedre, vil der ske Udvikling af Ilt, som vil stige igennem
Glasrøret og op i Reagensglasset og efterhaanden fortrænge
Vandet i dette; naar alt Vandet er drevet ud, vil en glø-
dende Træpind, som stikkes ned i Glasset, øjeblikkelig
bryde i Brand, fordi den brænder bedre i ren Ilt end i
atmosfæisk Luft.
K Cl O3 _ ved Opvarmning = Kl Cl + O3
clorsurt Kali = Klorkalium -j- Ilt
Man kan gøre Forsøget simplere ved at opvarme
clorsurt Kali i et Reagensglas og konstatere Iltens Frigørelse
og Evne til at nære Forbrænding.
Ved Behandling af Overilter (meget iltholdige For-
bindelser) med Syrer, faar man ligeledes frigjort en Del
Ilt f. Eks.:
Mri O2____+ H2 S O4 =_______Mn S Oj_ + H2 O + O
Manganoverilte + Svovlsyre = svovls. Mangan + Vand + Ilt
eller Brunsten
For at et Stof skal kunne brænde, fordres der en be-
stemt Temperatur, som kaldes Stoffets Antændelsestempe-
ratur og er meget forskellig for de forskellige Stoffer, f. Eks.
brænder Harpiks, Terpentin o. lign, ved meget lave Tempe-
raturer, medens andre Stoffer fordrer høje Temperaturer;
flere Metaller kan ligeledes brænde, f. Eks. Magnium, som
brænder med et meget stærkt Lys, og Zink, som brænder
med en grøn Flamme, derved dannes henholdsvis Magniums-
ilte (Magnesia) og Zinkilte (Zinkhvidt).
Vand, H2 O,
er en Forbindelse af de to omtalte Luftarter, Brint og Ilt.
Det forekommer i Mængde enten som Havvand, Flodvand,
Kildevand, Fugtighed, Regn, Hagl eller Sne. Deraf er Regn-
vand (Hagl, Sne) det reneste; Havvand indeholder forskel-
lige faste Stoffer i Opløsning, ca. 3,5 pCt, deraf er ca. 2,7