Nedstamningslæren

122 Nedstamningslæren. ved, at det i høj Grad er sandsynligt, navnlig hvad Sumpsneglen angaar, at Arterne nedstammer fra hver- andre; Rækkerne afgiver »Sandsynlighedsbeviser«, men heller ikke mere. De to nu nævnte Tilfælde er, inden for Forste- ningslæren, dem, der tydeligst støtter Nedstamnings- læren. I alle andre Tilfælde mangler i endnu højere Grad end her de mange jævne Overgange og de smaa I rin i Forbindelse med saadan utvivlsom Følgen efter hverandre i Tid, som maa forlanges. Darwin ind- rømmer ogsaa, at dette er en af de største Indven- dinger mod hans Lære. Forsteningslæren maa bygge sine Slutninger paa Sammenligninger; den vil derfor vel aldrig kunne give os andet end Formodninger om Enkeltheder; men visse store Udviklingslinier synes den dog at kunne oplyse os om. Mennesket. Vi maa paa dette Sted kort omtale ogsaa Mennesket, hvis Tilblivelse altid maa have den allerstørste Interesse for os; Mennesket var jo det egentlige Midtpunkt i al den Forargelse og i hele det Uvejr, der straks brød løs, da Darwins Bog var ud- kommet i 1859. Vi vil saa gerne vide noget om vore Forfædre, nogle ganske faa Slægtled tilbage. Men bag ved dem, hvad ligger der? Blev Mennesket med alle dets saa højt sammensatte Organer, med alle dets aandelige Evner pludselig til ved en Skaberakt, fuldt udstyret, som det nu er? eller stammer ogsaa Men- nesket, ligesom alle andre levende Væsener ifølge Ned- stamningslærens Antagelser, ned fra en eller anden dyrisk Form, der levede for Tusinder eller Millioner af Aar siden, som saa helt anderledes ud, og som langsomt forandrede sig, indtil den til sidst fik den Form eller de Former, som lever i vore Dage her