Nedstamningslæren

130 Nedstamningslæren. tilpasset Form af vore Forfædre eller maaske endog en Tilbagegangs-Type af Mennesket. Den engelske Zoolog Huxley, hvis Navn gentagne Gange er blevet nævnt, skal have udtalt: Ingen er saa stærkt som jeg overbevist om, at Afstanden mel- lem det civiliserede Menneske og Dyret er uhyre stor, eller saa sikker paa, at hvad enten Mennesket ned- stammer fra Dyrene eller ikke, er det utvivlsomt ikke et Dyr. — Efter sit Legeme er Mennesket utvivl- somt et Dyr, efter sin Sjæl er det grundforskelligt fra Dyret. Hvorfor skal vi ikke tro, at der er en guddommelig Plan og Love for den Udvikling og den Aarsagssammenhæng, som Studiet af Naturens mang- foldige Fremtoninger overalt aabenbarer for os. Gen- nem Jordperiodernes Løb, udvikler Wallace, »blev alt forberedt og lagt til Rette for Menneskets Komme«, og da dette var tilendebragt, oprandt »Skabelsens« »sjette Dag«, og Mennesket med alle dets aandelige Evner traadte ind i de levende Væseners vidunderlige Række, udviklet ifølge de Love, som Gud har sat i Livets Verden. D. Arternes geografiske Fordeling. Oceaniske Øer. Det omtaltes S. 70, at det og- saa og vist ikke mindst var geografiske Forhold, som vakte Darwins Tvivl paa Arternes Uforanderlighed. Hans Besøg paa Galapagosøerne (S. 71) blev i saa Henseende umaadelig vigtigt for Nedstamningslæren. Den mærkværdige Kendsgerning, at der paa disse Øer, kun 900 km vest for Sydamerika, lever saa mange stedegne Dyr og Planter, som alle er nær be- slægtede med Sydamerikas, men dog artsforskellige fra disse, kunde Darwin ikke forklare sig uden ved at antage, at der i en fjern Fortid var indvandret