Nedstamningslæren

7. Nedstamningslærens middelbare Beviser. 137 brede sig over Europa og Amerika ad en nordlig Vandringsvej, og Stamformen har da aabenbart for- andret sig. Derimod er det langt vanskeligere al forklare, hvordan Bøg ogsaa kan forekomme i det sydligste Sydamerika, paa Ny Zeeland og i Sydau- stralien, i et Antal af 12 Arter, der ganske vist er saa afvigende fra vor Bøg, at man danner en anden Slægt af dem. Forskellige lignende Forhold støtter den gamle Formodning om, at der har været Landforbin- delse mellem de nævnte Lande. Det var længe en Gaade, hvordan det gik til, at mange Plantearter vokser baade paa Sydeuropas høje Bjærge, Alperne og Pyrenæerne, og i Polarlandene, men ikke i Mellemrummet. Den danske Botaniker Schouw troede, at dette maatte forklares ved, at en og samme Art kunde opstaa paa vidt adskilte Steder, naar de samme Kaar herskede der. Den Gang anede man intet om en Istid; nu ved vi, at da et Isdække bredte sig over det meste af Nordeuropa og ud over de nævnte Bjærge, blev de nordiske Planter drevet sydpaa, ned til Mellem- og Sydtyskland, hvor de blan- dede sig med Arter, der fra Alperne dreves nordpaa. Da Isen til sidst smæltede bort, vandrede de blandede Samfund tilbage mod Nord og Syd, idet andre Planter og det mildere Klima jog dem bort fra Tysklands lavere Egne og saaledes skilte dem i to Grupper. Her var det Klimaet, der satte Grænseskel. Saaledes forklarer Nedstamningslæren ved Jord- historiens Hjælp mange Mærkeligheder i Arternes geografiske Fordeling: Lighederne mellem Landenes Dyre- og Planteverden beror paa fælles Nedstamning og paa Vandringer, altsaa paa virkeligt Slægtskab; Ulighederne paa senere Forandringer.