Nedstamningslæren

7. Nedstamningslærens middelbare Beviser. 155 Naar Systematikerne drager Slutninger om en Arts eller Slægts Nedstamningshistorie, saa er de al- tid paa usikker Grund; kun om de alleryngste For- mer, især om Kulturplanternes og Husdyrenes Racer kan vi have nogen sikrere Mening, og naar f. Eks. Samsøe Lund og Kjær s ko u har bygget en Stam- tavle for Have-Kaalen med dens over 100 forskel- lige Former, har de maaske nogenlunde truffet Sand- heden, thi her har man ofte Gartnernes historiske Oplysninger at holde sig til; men jo længere man gaar tilbage i Tiden, desto mere usikre bliver Slut- ningerne. I Tiden umiddelbart efter Darwins Fremtræden, da Sindene var saa opildnede, udtænktes der, især af Haeckel, mange Stamtræer, der var de løseste Spe- kulationer. Senere er man blevet forsigtigere. Den Udvikling, som i de uendelig lange Tidsrum, i hvilke der har været levende Væsener til, antages at være foregaaet og at have frembragt saa mange nulevende Dyr og Planter, kan vi ikke umiddelbart iagttage; den vil aldrig kunne blive andet end Genstand for Formodning. 8. Nedstamningslærens umiddelbare Beviser. Vi har nu i det foregaaende set, hvilke »middel- bare Beviser« der taler for Nedstamningslæren. Gives der ingen umiddelbare? Kendes der ikke utvivlsomme Eksempler paa, at nye Arter er opstaaet i Nutiden, for vore Øjne? Spørgsmaalet om Nydannelse af Arter maa jo kunne besvares ved Forsøg, og saadanne maa være den eneste sikre Vej til at faa Rede paa, om