Nedstamningslæren

160 Nedstamningslæren. menes det at komme deraf, at de lever under uvante og unaturlige Kaar, som gerne paavirker Forplant- ningen og umiddelbart ogsaa selve Legemet. Af de nu anførte Eksempler, der i det følgende (S. 186 f.f.) vil blive forøget med flere, fremgaar utvivl- somt, at der i Nutiden opstaar nye Arter, Afar- ter, Racer, Smaa-Arter eller hvad Navn man vil give dem. Det næste Spørgsmaal bliver da det store og vanskelige: Hvordan gaar dette til? hvilke Driv- kræfter er herved virksomme? For at se, hvad vi ved herom, maa vi kortelig omtale Foranderlighed og Arvelighed. Foranderlighed og Arvelighed. Enhver Nedstamningslære maa hvile paa to mæg- tige, nøje sammenhørende Grundpiller: Foranderlig- hed og Arvelighed. Forandring er det første Skridt; Arterne maa nødvendigvis kunne forandre deres Le- gemsfoim, Legemsbygning m.m., naar noget nyt, en ny Art eller anden Form, skal kunne fremkomme. For- andringerne er det Stof, som Udviklingen maa be- nytte, men uden Arvelighed nytter det ikke; uden den vil Forandringen forsvinde igen. Darwin paaviste, hvor stærk Foranderligheden kan være, uden at han dog trængte ind i Aarsagerne til, at Forandringer frem- kommer; allerede de lo første Kapitler i Bogen om »Arternes Oprindelse« handler om Foranderlighed (»Variation«); men han føjer straks til: »Enhver Forandring, som ikke er arvelig, er uden Værdi for os«. Foranderlighed og Arvelighed er derfor de lo store Brændpunkter i Nutidens Under- søgelser og Drøftelser af Nedstamningslæren. Natur- lovene i den livløse Verden har vi længe syslet med;