Nedstamningslæren

196 Nedstamningslæren. ning for Nedstamningen, men at andre er arvelige, baade meget smaa og store; ja selv sygelige Dannel- ser, f. Eks. de japanske Dansemus’es Ejendommelig- heder, kan være arvelige. De arvelige Egenskaber eller de arvelige Anlæg er det Materiale, som Ned- stamningslæren maa bygge paa, og som vi maa be- nytte, saa mangelfuldt kendte som de end foreløbig er. Vi skal nu til Slutning se, hvorledes det er gaaet med de vigtigste Former for Nedstamningslæren, nem- lig Darwins, Lamarcks og Fremskridtslæren (Ortho- genesen), eller med andre Ord: de forskellige Lære- bygninger, der forsøger at besvare Spørgsmaalet om, Hvordan den Udvikling sættes i Gang, som fører til Dannelsen af nye Arter, og hvordan de levende Væ- sener tilpasses til Livets mangeartede Kaar. 9. Nedstamnings-Hypoteser. A. Darwinismen (Udvælgelseslæren; Selektionslæren). I det foregaaende (S. 76) er anført, hvorledes Darwin kom ind paa sin »Udvælgelseslære« ved at læse Malthus’s Bog, og hans Tankegang og Slutninger er ganske kort angivet (S. 83). Vi maa nu se lidt nærmere paa denne Lære og paa dens Skæbne i det forløbne halve Aarhundrede. Det 1ste Led i Darwins Tankegang er, at alle levende Væsener er foranderlige (se S. 80); han tror, at det er de ydre Kaar, der fremkalder Tilbøje- lighed til Forandring. Af de forskellige Slags Æn- dringer er det de »individuelle«, ogsaa kaldt »fluk-