Nedstamningslæren

9. Nedstamnings-Hypoteser. 203 kan frembringe noget virkeligt nyt; Udvælgelsen skulde selv kunne fremkalde Forandringer. Ogsaa her gør man aabenbart Darwin Uret; dette har han næppe ment; han har tværtimod udtrykkelig udtalt: »Udvæl- gelse kan slet intet udrette, med mindre der kommer Forandringer (Varieringer)«. Men andre har troet, at naar man af en Mængde Individer udvalgte dem, der havde visse Egenskaber, f. Eks. var de største, og fortsatte i samme Retning gennem mange Slægtled, kunde man frembringe noget arveligt afvigende. Det omtaltes foran (S. 183), at der er svingende Forskel- ligheder, som, naar man har med store Mængder at gøre, grupperer sig om en Gennemsnitsværdi, saaledes at til den ene Side for denne findes de, der afviger i en Retning, til den anden Side de, der afviger i mod- sat Retning; se Figuren med Bønnerne S. 184 og at Ini’usionsdyrene S. 150. Englænderen Galton fandt nu, at naar han udvalgte Individer med et bestemt Præg, lod dem forplante sig, og fortsatte gennem Slægtled med Udvælgelse af de samme Typer, afveg Afkommets Middelværdi i samme Retning Ira Ud- gangstypens Middelværdi, og han og andre troede da, at man saaledes ved Udvælgelse kunde frembringe en varig Forandring af Arten eller en arvelig For- skydning af Typen, en ny Type. Mange Praktikere har troet det samme og ment, at de ved fortsat Ud- vælgelse kunde »forædle« Racerne af f. Eks. Husdyr og saaledes frembringe noget virkeligt nyt. Man har f. Eks. ved at udvælge særlig sukkerholdige Roer, tage Frø af dem til Formering og fortsætte med Udvæl- gelse af de sukkerholdigste af Afkommet opnaaet at faa Sukkermængden i Roerne sat mange Procent op. Men ud over en vis Grænse har man ikke kunnet komme, og hører man op med Udvælgelse og Ren-