Nedstamningslæren

218 Nedstamningslæren. derhos bliver ved at gaa i samme Retning, er den Forstærkning af Egenskaberne, som for Darwin maa bero paa en Række Tilfældigheder, en ganske natur-. lig Følge af Forholdene. Derved vil de nye Egenska- ber have bedre Udsigt til gennem Forplantningen at gaa i Arv til Afkommet, end Tilfældet er med Dar- wins enkeltvis og lejlighedsvis optrædende Ændringer. Paa særdeles naturlig Maade forklares derfor den S. 130—142 omtalte geografiske Fordeling af nær beslægtede, stedfortrædende Arter i Højdebælterne paa Bjærgene og i vandret Udstrækning, den omtalte Fore- komst af geografiske Racer eller Smaa-Arter, den om- talte Lighed i Form, Farve og meget andet mellem Organismer, der bebor de samme Egne, men i øvrigt er meget fjernt beslægtede, f. Eks. Ørkendyr, Ørken- planter (se S. 32), Højbjærgsplanter; Dyrene paa de store Havdybder (lysende Fisk og Blæksprutter o. a.; se S. 42) og andre Dyr og Planter paa usædvanlige Steder, f. Eks. de blinde Fisk, Krebs, Padder o. a. blinde. Dyr i Hulerne og meget andet. Lamarckismen staar i visse Retninger tilbage for Darwinismen; den har vanskeligere ved at forklare sympatisk Farvning, Efterabelse, Dannelsen af Vinger og Haar som Frøspredningsmidler og anden passiv Tilpassethed, eller formaar det slet ikke. Men de Heste hensigtsmæssige Egenskaber hos de levende Væsener synes den at kunne forklare meget bedre. Naar vi har mange Beviser for, at vi ved For- søg, ved Ændring af Kaarene, kan gribe forandrende ind paa Naturen (S. 177 f.f.), og naar vi dernæst ser, at lignende Former og Egenskaber som dem, vi frem- kalder, findes paa Steder i Naturen, hvor samme Kaar hersker, ligger det jo nær at slutte, at disse Egenskaber er »erhvervede« i Slægtleddenes lange