Nedstamningslæren

9. Nedstamnings-Hypoteser. 219 Række ved, man kan vel sige, Naturens egne stor- artede, gennem Aartusinder fortsatte Forsøg, og at de er blevet uforanderlige eller dog kun lidet forander- lige; naar vi f. Eks. ved, at vi ved Vanding med salt Vand kan mærkværdig forandre visse Planter, og vi saa ved Havstranden og i Saltørkener finder lignende Former som dem, vi selv fremkalder, ligger det jo umaadelig nær at slutte, at det er Saltet i Jorden, der har fremkaldt disse Former og i 'Videns Løb gennem mange Slægtled gjort dem arvelige. Men bevist er det ikke; her har Lamarckismen sin A chili es hæl; vi kan for vore Øjne se Individernes Forandring ved Kaarenes Forandring, vi kan altsaa lor saa vidt forstaa Individets Tilpasning, men vi skulde bevise Arts-tilpassethedens Fremkomst; vi ser nyttige Forandringer, men skulde have bevist, at de arvelig faste Hensigtsmæssigheder er opstaaet af saadanne. Ogsaa Lamarckismen maa saaledes bygge paa omtvisteligt Grundlag. Dens Modstandere raaber da ogsaa altid paa, at der mangler Beviser for, at erhver- vede Egenskaber virkelig er arvelige. Men dette Be- vis er selvfølgelig meget vanskeligt at føre; thi een Betingelse er det saa at sige umuligt at skaffe til Veje, nemlig meget lang Tid. Udviklingen maa aabenbart i Regelen fortsættes Slægtled efter Slægtled, langt ud over et enkelt Menneskes Levetid, gennem Aarhu udreder, maaske Aartusinder, før Formerne bli- ver arvelig faste. Ved Artsomdannelsen, siger en For- sker, maa man regne med geologiske Tidsrum. La- marckismens Modstandere anfører stadig, at vi kun ser forbigaaende Tilpasninger til de forandrede Kaar; de falder tilbage, naar Kaarene atter ændres. Bon- niers Alpeplanter (se S. 180) faldt tilbage til Lavlands- formerne, naar de flyttedes tilbage til Paris, osv. Men ..~U- - , -.....ia