Nedstamningslæren

220 Nedstamningslæren. maaske er del i Virkeligheden saaledes, at mange Egenskaber hos Dyr og Planter ikke er nær saa fa- ste, som vi tror, fordi vi ikke har studeret dem under andre Kaar. Da Spørgsmaalet om de »erhvervede Egen- skabers Arvelighed« har den allerstørste Betyd- ning for Nedstamningslæren og ogsaa langt ud over Naturvidenskabernes snævrere Omraade, for Skolen, for Menneskenes hele sociale og moralske Liv, er det let at forstaa, at det er blevet et Brændpunkt i Nu- tidens Undersøgelser og Drøftelser. Ved »erhvervede Egenskaber« maa altsaa förstaas alle dem, der under Individets Livsløb er fremkommet ved Brug eller Ikke-Brug eller staar i umiddelbart Aarsagsforhold til Omgivelserne. Spørgsmaalet bliver da, om de kan gaa i Arv til Afkommet (jvfr. S. 64). Naar en Egenskab er arvelig, maa Anlægene til den først og fremmest søges i Forplantningscellerne — naar man ser bort fra køns- løse Arter, saasom Gærsvampene og mange andre — og formentlig i Kromosomerne i disses Kærner (jvfr. S. 164). Der er Videnskabsmænd, som sætter et overordentlig skarpt Skel mellem Forplantningscel- lerne og alle Legemets andre Celler (»Legemscellerne«, S. 163) og paastaar, at de Forandringer, som Legems- cellerne er udsatte for, umuligt kan overføres til For- plantningscellerne og derfor ikke kan blive arvelige. Denne skarpe Adskillelse mellem de to Slags Celler eksisterer imidlertid kun for Tanken, og det maa paa Forhaand synes naturligt, at en Overførelse kan finde Sted, fordi Forplantningscellerne selvfølgelig er af- hængige af Legemscellerne; de maa jo dog ernæres af disse. Men dette Spørgsmaal kan ikke besvares ved blot og bar Spekulation; det er Forsøg, der maa klare Sagen, og saadanne er ogsaa gjort.