Nedstamningslæren

5. Jean Baptiste Lamarck. 57 ganske paa samme Maade henviser til de mange Kul- turformer af vore Duer og andre Husdyr, der i til Dels ganske unaturlige Retninger afviger fra den vilde Stam- form. Lamarck henviser ligeledes til vore mange Ra- cer af Roer, Gulerødder, Sukkerrør, Bananer osv.; — af alle Planter, der længe har været dyrkede af Men- neskene, er der fremkommet afvigende Former. 2. Lamarck blev imidlertid ikke staaende ved at paapege de to nu nævnte Grupper af Kendsgerninger, Vanskelighederne ved at adskille Arter, Slægter osv. og Omdannelserne af vore Husdyr og dyrkede Plan- ter. Han søgte ogsaa Løsningen af den næste store Gaade: Hvordan gaar denne Udvikling for sig? Han fandt tre Drivkræfter. 1) Forandring i Livskaar, hvormed følger 2) Forandring i Vaner, der fører til Brug (Øvelse) eller Ikke-Brug (Mangel paa Øvelse) af bestemte Legemsdele, og 3) de nye Kaars umiddel- bare Indvirkning paa de levende Væsener. Han skriver et Sted: Indtil den Dag i Dag har man troet, at da Naturen eller dens »Aulor«, d. e. Op- hav, skabte Dyrene, l'orudsaa den alle mulige Livs- kaar, under hvilke de vilde komme til at leve, og gav hver enkelt Art dens bestemte, uforanderlige Byg- ning og Form, hvorved hver Art tvinges lil at leve paa de Steder og i de Klimaer, hvor vi nu finder dem, og at bevare de Vaner, som vi kender hos dem. Min [Lamarcks] særlige Slutning er derimod denne: idet Naturen efterhaanden frembragte alle Dyrearter og begyndte med de mest ufuldkomne eller simple [enkle] for at ende sit Værk med de mest fuldkomne, gjorde den deres Bygning gradvis mere sammensat, og da Dyrene udbredte sig over alle beboelige Egne af Jorden, fik hver Art Vaner og Bygnings-Ejen-