Nedstamningslæren

Jean Baptiste Lamarck. 61 om paa Oversiden, fordi den har vænnet sig til at leve paa Bunden af Vandet og derfor maa se opad; de store Hovdyr har faaet Hornskeder til Beskyttelse for deres Fingerender, idet de vænnede sig til at van- dre paa Marken for at græsse; Giraffen fik sin lange Hals derved, at den har gaaet og strakt den for at faa fat i Bladene oppe i Savannernes Træer. »Hvis jeg vilde, siger Lamarck, kunde jeg vise, at Dyrenes Evner og Redskaber alle Vegne er Resul- tater af de Kaar, som hver Art lever under, og af de Vaner, som de enkelte Dyr derfor maa tilegne sig; Vanen er den anden Natur«. Man forstaar let, at hvad Lamarck anfører, kun er Vidnesbyrd om Hensigtsmæssigheder i Naturen og den Samklang, der nødvendigvis maa være mellem et Redskab og det Arbejde, som skal udføres af det, men at det ingenlunde er Bevis for, at denne Hen- sigtsmæssighed er fremkommen som en Følge af Dyrenes forandrede Brug af deres Legemsdele. Det hele er kun den reneste Gisning. Det er intet Under, at mange af Lamarcks Sam- tidige gjorde Løjer med disse Fantasier og spottede ham. Der er endogsaa i vore Dage Mennesker, der finder deres Fordel ved eller søger at more Folk ved at benytte sig af de uklare og for Nutidens Videnskab yderst naive Udtalelser, som findes hos ham om, hvordan Trang og indre Sindsbevægelser og Villie bringer Nervevædskerne til at strømme hen til be- stemte Legemsdele og til at fremkalde Vækst i disse. Med særlig Forkærlighed fremdrager de Ord af ham om, at det er Dyrenes Ønsker, der er Drivkraften; , Giraffens Hals voksede og blev saa lang, fordi Dyret »ønskede« at naa Bladene En tysk Naturforsker i Nutiden spørger spottende, om en skaldet Mand faar