Nedstamningslæren

2 Nedstamningslæren. Kloder, og som skrev Lovene for deres Bevægelser; der var maaske en almægtig Aand, som indblæste Livets Aande i den »Jord«, hvoraf vi Mennesker og alle andre levende Væsener er dannede. Her staar vi da over for et nyt Spørgsmaal, nemlig om det maaske kun var een Gang i en uendelig fjærn For- tid, at Liv opstod umiddelbart af det livløse Stof, eller om der maaske endnu den Dag i Dag fremkom- mer forældreløse Væsener, og hvor da denne Form for Tilblivelse forefindes. Alt for Aartusinder siden har dette Spørgsmaal om Livets Oprindelse af det livløse, om »Selvdan- nelse« (»Generatio spontanea«, »Generatio æquivoca«) sysselsat Mennesketanken. Hvad de store Dyr og Planter angaar, var det jo tydeligt nok, at hvert ene- ste Individ havde sit Udspring fra et andet Individ, var opstaaet ved en eller anden Form for Forplant- ning. Men der var jo saa mange meget smaa Dyr, især saadanne som lever paa mørke eller skjulte Ste- der, om hvilke Sagen ikke var saa klar. Der er Mennesker, der har troet, og der er maaske endnu dem, der tror, at Lopper opstaar af Savsmuld og Aal af Mudderet paa Bunden af Vandet; der var endnu i det 17de Aarhundrede en Kemiker, der angav en Recept, hvorefter man skulde kunne frembringe Mus af gammel Ost og smudsigt Linned. Mindre forbav- sende er det, at mange antog, at Maddiker »af sig selv« opstaar i raadnende Kød. Da belærte en Ita- liener (Redi, 1688) Verden om, at et saa simpelt Redskab som et Flueskab er i Stand til at forhindre denne »Selvdannelse«. Hvad Indvoldsormene angaar, er det langt lettere at forstaa, at man meget længe troede, at de opstod ved Selvdannelse; thi deres Na- turhistorie er særlig vanskelig at klare, fordi Naturen