Nedstamningslæren

6. Charles Darwin. 81 læren, 4) Den geografiske Udbredelse af Ar- terne, 5) Det naturlige System. Nedstamningslæren i al Almindelighed er og maa være den samme for Darwin som for Lamarck; Dar- win havde her egentlig ingen ny Tanke. Men han kunde paa en langt grundigere og solidere Maade underbygge sin Lære ved Kendsgerninger. Han havde den uhyre Fordel at komme et halvt Aarhundrede senere end Lamarck; og hvilket overvældende stort Materiale havde Videnskaben ikke samlet af Kends- gerninger og Tanker i hele dette Tidsrum! Fremra- gende Zoologer og Botanikere havde arbejdet videre paa »det naturlige System«, selv om dette fremdeles betragtedes som »noget overnaturligt;< (Elias Fries i Upsala) eller som »Legemliggjorte Gudstanker« (Louis Agassiz; se S. 29). Læren om Jordperioderne, Forste- ningerne og Jordens Udvikling i det hele var blevet grundlagt og mægtigt udviklet af saadanne Aandens Stormænd som Cuvier og Lyell. Læren om det enkelte Individs Udvikling fra Æg gennem Fostertil- stand til fuldt udviklet Dyr var blevet grundlagt af den russiske Zoolog v. Baer i Aarhundredets 2det og 3die Aarti. I 1839 havde Schleiden og Schwann paavist, at Dyrenes og Planternes Legemer er byg- get op af den selv samme Grund-Enhed, »Cellen«. 1846 havde Hugo v. Mohl fastslaaet Betydningen af det, der er det egentlig levende og arbejdende i Cel- lerne og givet det Navnet »Protoplasmaet«, og i 1855 havde Virchow kunnet udtale: »Enhver Celle opstaar al en anden Celle«. Den sammenlignende Formlære var blevet grundlagt af Cuvier, der benyttede den som Grundlag for Dyrerigets Inddeling. Dertil kom saa det store Materiale vedrørende de levende Væseners Foranderlighed saavel i vild Tilstand Nedstamningslæren. (>