Nedstamningslæren

82 Nedstamningslæren. som især under Menneskets Paavirkning samt andre Kendsgerninger, som Darwin selv gennem de mange Aar havde bragt til Veje med umaadelig Flid og til Dels ved Forsøg. Man maa sige, at Tiden var anderledes moden til at modtage Nedstamningslæren end paa Lamarcks Tid. Man har sagt: »Den laa i Luften«. Darwin selv anser ganske vist dette for urigtigt, og skønt der før Darwin kan findes Udtalelser, og det af fremragende Videnskabsmænd, om, at Arterne ikke er uforanderlige, saa maa man vel give ham Ret. Den i den senere Strid om Nedstamningslæren saa bekendte tyske Zoo- log Weismann skriver f. Eks.: »Man kan ikke for- staa Virkningen af Charles Darwins i Aaret 1859 ud- givne Bog: »Om Arternes Oprindelse«, naar man ikke ved, hvor fuldstændigt hin Tids Biologer*) havde vendt sig bort fra de almene Opgaver. Jeg kan kun sige, at vi yngre, der studerede i 50-erne, ingen Anelse havde om, at der nogensinde var blevet opstillet en Udviklingslære, thi ingen talte til os derom, og ikke i nogen Forelæsning blev den endogsaa kun nævnt. Det var, som om alle Lærere ved vore [tyske] Uni- versiteter havde drukket af Glemselens Brønd og fuld- stændig havde glemt, at saadant noget nogensinde var blevet drøftet, eller ogsaa, som om de skammede sig over disse filosofiske Udskejelser af Naturviden- skaben og vilde forskaane Ungdommen for saadanne Vildfarelser«. Lignende Udtalelser er andre kommet med. Det blev saa Charles Darwin, der kom til at sige det forløsende Ord. Naturhistorien blev ved ham *) De, der sysler med Læren om Livet; et Navn, som aller- rede findes hos Lamarck.