Nedstamningslæren

6. Charles Darwin. 83 virkelig Historie, og Læren om, at ligesom hvert Men- neske, hver Familie og hvert Folk har sin Historie, saaledes har ogsaa hvert Dyr og hver Planteart sin særlige Historie, sin Nedstamningshistorie, vil staa fast i al Fremtid. Dette var altsaa Nedstamningslæren i al Almin- delighed. Den anden Side af Darwins Arbejde og det, som er det egentlig særegne og nye i hans Ned- stamningslære, det, som bør menes med Navnet »Dar- winisme«, det er den Maade, paa hvilken han tænker sig Udviklingen sat i Gang og Nedstamningen foregaaet. Medens Nedstamningstanken altsaa er fæl- les for ham og Lamarck, saa er de vidt forskellige i deres Opfattelse af de drivende Kræfter, af hvordan den hele Udvikling sættes i Værk. Darwin skriver, at Læren om Arternes Nedstam- ning vil være mangelfuld, indtil vi faar Rede paa, hvorledes de utallige Arler, som bebor Jorden, er blevet saaledes forandrede, at de har faaet den Fuld- kommenhed i Bygning og den Tilpassethed, som vi saa højlig beundrer. Grundtrækkene i Darwins Lære anførtes ovenfor (S. 76f.f.). Han har til Grundvold for sin Lære: 1) Arternes Foranderlighed; 2) Over- produktion; 3) Nedarvning. Overproduktionen fører til 4) »Kamp for Tilværelsen«, og saa træder som en formentlig nødvendig Følge heraf 5) en Udvælgelse fra Naturens Side til, der svarer til Menneskets Ud- vælgelse al det bedst skikkede, fordi den bevarer eller »udvælger« det stærkeste og bedste, efter det gamle Ord: »Bedre er det godes Fjende«. Det mindre skik- kede eller det uheldige gaar derimod til Grunde. Der- for kaldes denne Darwins særegne og originale Lære : Udvælgelses-Læren (»Selektionslæren« af det engel- ske »to select«, at udvælge). Idet de udvalgte naaede 6*