Nedstamningslæren

84 Nedstamningslæren. at forplante sig, antog Darwin, at de nye Egenskaber nedarvedes, og naar Forandringerne osv. fortsattes, maatte der fremkomme stedse mere afvigende og hen- sigtsmæssige Arter. Sammenligner vi Darwins og Lamarcks Udvik- lingslære, finder vi altsaa følgende væsentlige Forskel- ligheder: Lamarck lader Dyrene og Planterne foran- dre sig som Følge af og i Tilpasning til Forandringer i Omverdenen, og det Hensigtsmæssige fremkommer ligefrem som en Følge al denne Selvtilpasning. Dar- win giver sig ikke af med at forklare Grunden til Forandringerne (skønt han dog ogsaa antager, at de stammer fra Forandringer i Omverdenen), men han gaar ud fra, at de levende Væsener af ukendte Aar- sager forandrer sig, og saa kommer Naturen og ud- vælger af disse tilfældige Varieteter dem, der passer bedst til de forandrede Kaar. Lamarck lader Ar- bejde, Sædvaner og ydre Kaar forandre Formen og bestemme, hvordan denne skal blive; Darwin lader Formerne komme frem og lader saa Naturen vælge det, der passer bedst til Omverdenen. Lad os tænke os et Eksempel: den brune. Bjørns Omdannelse til Isbjørn; Lamarck vilde sige: idet den brune Bjørn, maaske som Følge af Istiden, kom til at leve i Sne- og Ismarker, virkede Omgivelsernes Farve og Kulden umiddelbart ind paa dens Hud, og Haarene farvedes hvide, og dens Pels blev tykkere og varmere. Dar- win vilde sige: blandt den brune Bjørns i meget for- skellig Retning afvigende Individer var nogle hvide og havde tyk Pels, og da de passede bedst til Omgivel- serne, da de f. Eks. mere usete kunde overrumple deres Bytte, blev de »udvalgte«, og deres Afkom ar- vede deres Egenskaber. Det er et gammelt Spørgs- maal, om Ænderne fik deres Svømmefødder, fordi