Nedstamningslæren

6. Charles Darwin. <85 de gik i Vandet (Lamarck), eller om de gik i Van- det, fordi de fik Svømmefødder (Darwin). Lamarcks Forklaring gaar aabenbart dybere end Darwins, fordi den umiddelbart maa føre ind paa det vigtige videnskabelige Spørgsmaal om, hvordan Omgivelserne kan virke forandrende paa de levende Væsener. Darwin havde naturligvis ogsaa læst Lamarcks Skrifter, men han fandt, at der er saa mange nyttige Bygningsforhold i den levende Verden, som Lamarcks Drivkræfter ikke kan forklare (f. Eks. Plantefrøs Uldhaar eller Hagebørster som Spredningsmidler osv. osv.), saa at han ikke kunde godkende hans Tanker. Han fandt endog først, efter hvad han 1844 skrev til sin Ven Hooker, at Lamarcks Hypotese var menings- løs. Men senere ændrede han væsentlig sit Syn; han skrev i 6te Udgave af sin Bog: »Det var Lamarck, der først gjorde Videnskaben den vigtige Tjeneste at pege paa den Sandsynlighed, at enhver Forandring i den levende og ogsaa i den livløse Verden er Følge af en Lov og ikke af en mirakuløs Indgriben«, og Darwin optog endog Lamarcks Tanke, at »Vane«, »Brug« og »Ikke-Brug« har en ret stor Betydning som Drivkræf- ter i Udviklingen. Darwins Værk om Arternes Oprindelse vakte en Opsigt og en Uro i den ganske Verden, som der vel aldrig har været Mage til. Paa den ene Side den dybeste Forargelse over denne Lære, efter hvilken Livet og alle de vidunderlig hensigtsmæssige Ind- retninger jo maatte skyldes de rene Tilfældigheder, og efter hvilken vi maatte antage, at ogsaa Men- nesket maatte nedstamme fra et eller andel Fortids- dyr; »Abeteorien« blev den kaldt, fordi Tanken jo