Nedstamningslæren

86 Nedstamningslæren. nærmest maatte ledes hen paa abelignende Væsener som vore Stamfædre. Allerede paa det engelske Natur- lorskermøde i 1860 kom det til et skarpt, meget om- talt Sammenstød mellem Biskop Wilberforce fra Ox- ford og den udmærkede engelske Zoolog Huxley. Biskoppen talte i halvanden Time, latterliggjorde Darwin og Huxley, og spurgte denne, om det var paa fædrene eller mødrene Side, at han nedstammede fra Aberne. Huxley svarede: Ingen har nogen Grund til at skamme sig over at have en Abe til Bedste- fader; men hvis der var nogen Stamfader, som jeg vilde skamme mig over, vilde det være et Menneske af en ustadig Natur, som styrter sig ind i videnska- belige Spørgsmaal, som han intet Begreb har om, blot for at bringe Uklarhed til Veje osv. osv. For Videnskabsmændene kom Læren aabenbart som en Overraskelse (se Weismanns Udtalelse S. 82), og den vakte ogsaa betydeligt Røre blandt dem og straks i Begyndelsen nogen Modsigelse. Paa den anden Side fremkaldte Læren en umaa- delig Jubel navnlig hos de Gudløse, med hvis Livs- anskuelse det stemmede bedst, at der ingen over- naturlige Kræfter er til her i Verden, men at alt er Udslag og Virkning af de blinde Naturkræfter; der var jo en bestikkende Følgerigtighed i Darwins Slut- ninger (det stærkeste er det stærkeste, det stærkeste maa sejre osv.), og naturlige Aarsager og Tilfældet blev sat i Stedet for Guds Visdom og Styrelse. Der- til kom, at for den store Almenhed blev »Nedstam- ningslære« og »Darwinisme« eet og det selv samme, skønt de jo ingenlunde behøver at følges ad, — en Sammenblanding, som mange gør sig skyldig i den Dag i Dag. I Videnskaben havde Læren den Følge, at mange troede, at de straks kunde begynde at udrede,