Nedstamningslæren

6. Charles Darwin. 87 hvilke Forfædre de enkelte Dyr og Planter har, og saaledes at bygge »Stamtræer« op, idet de tog fejl af, hvad der var ren Spekulation, og hvad en ædrue- lig Slutning kunde udlede af Kendsgerningerne. Navn- lig Tyskeren Haeckel gik til Yderligheder i denne Henseende, og hans »Stamtræer« kan man nu vel nok kalde berygtede. Men der kom mange nye Tanker ind i Naturforskningen og mange Forsøg, som man hidtil ikke havde tænkt paa, blev sat i Værk; paa Naturforskermødet i Kristiania 1868 hørte jeg f. Eks. en Videnskabsmand holde Foredrag om sine Forsøg paa at omdanne Duer ved at fodre dem med Kød for at se, om de ikke derved skulde kunne forvand- les til Høge eller lignende Dyr. Hvad de dog næppe har gjort. Sindene er nu blevet mere rolige; mange er kom- met til Erkendelse af, at Bibelen ikke er en Lære- bog i Naturhistorie, men et Middel til at vække Tan- ken om Guds Storhed og Almagt; at den mosaiske Skabelseshistorie kan betragtes som en stor Seers ophøjede Syn paa Jordens Tilblivelse, og mange er- kender, at man godt kan antage, at der i de levende Væseners Verden foregaar en Udvikling, der lige saa vel er underlagt laste Love som den livløse Verdens mangfoldige Fremtoninger. Ser vi hen til Videnskaben, da staar det fast, at Udviklingslæren i al Almindelighed har sejret; der er næppe nogen Naturhistoriker til, som ikke antager Foranderlighed af Arterne og Muligheden af den ene Forms langsomme Omdannelse til en anden, en Ud- vikling, der har varet fra hin fjerne Tid, da Livet spirede frem paa Jorden, og gennem alle Jordperio- dernes Millioner af Aar til den Dag i Dag. Men om den anden Side af Nedstamningslæren,